Videnscentret for Døvblindblevne
Litteratursøgning

Valid XHTML 1.0 Transitional  spacer Valid CSS!

Handleplan 2011

Plan for planlagte aktiviteter på området erhvervet døvblindhed i Videnscenter for Handicap og Socialpsykiatri

PROJEKTER

Udgivelse: Familiens perspektiv på erhvervet døvblindhed

Baggrund og formål:

Der er internationalt et voksende fokus på, hvad erhvervet døvblindhed betyder for de familier, hvor et familiemedlem er berørt af det. Fra tidligere at lade mennesker med erhvervet døvblindhed fortælle deres historier, sker der i øjeblikket en bevægelse i retning af også at lade familiemedlemmer berette, hvad det betyder for dem at stå på sidelinjen og opleve døvblindhedens tag i et menneske, som de har kært.

Det vil give professionelle, som møder mennesker med erhvervet døvblindhed, en mere nuanceret indsigt i såvel de problemstillinger som de ressourcer, der rører sig i og omkring den døvblinde.

Indsats:

  • Interview med en række danske og udenlandske personer (fx ægtefæller, forældre, søskende og børn), som har erhvervet døvblindhed tæt inde på livet uden selv at være direkte berørt af det. Interviewene skal samles i en udgivelse.
  • Der skal desuden indgå et par generelle artikler af mere faglig karakter i samlingen, hvor der dels er fokus på strukturer og roller i familier dels på, hvordan der allerede arbejdes professionelt med inddragelse af familier f.eks. på baggrund af interview med døvblindekonsulenterne eller med ansatte på det norske rehabiliteringscenter for døvblinde Eikholt, hvor der afholdes kurser for familier.


Udgivelse: Børn og unge med Usher syndrom

Baggrund og formål:

Børn med Usher syndrom er at finde såvel i den danske folkeskole som i specialskoler. Deres funktionsnedsættelse kan give dem betydelige problemer i løbet af en skoledag såvel i forhold til deres læring som til deres sociale udvikling. Særlig tilrettelæggelse er derfor ofte nødvendig.

Lærere i såvel folkeskolen som i specialskolerne møder forholdsvis sjældent et barn med Usher syndrom, og det er vores erfaring, at de kun har meget ringe kendskab til og forståelse for konsekvenserne af at være elev og have Usher syndrom. Særligt i forhold til synsnedsættelsen og dens indflydelse på hørenedsættelse. Disse lærere skal klædes på, så de kan tilbyde deres elever med Usher syndrom optimale forhold såvel inden for læring som udviklingen af sociale kompetencer.

Indsats:

  • Deltagelse i Synsgruppernes Landsudvalg, hvor der er direkte kontakt til lærere på specialskoler
  • Udarbejdelse af ny, opdateret og forbedret version af udgivelsen ”Usher syndrom i skolen”


Samarbejde om ældre med aldersbetinget døvblindhed og demens

Baggrund og formål:

Forekomsten af aldersbetinget kombineret høre- og synsnedsættelse stiger markant med alderen, det samme gør forekomsten af demenslignende tilstande eller egentlig demenssygdom. Vi anslår, at der i dag er omkring 2600 ældre, som både har en alvorlig kombineret høre- og synsnedsættelse og en demenssygdom.

De testbatterier, som i dag bruges til at vurdere, om et ældre mennesker lider af en demenssygdom, bygger på brugen af sanserne. Et ældre menneske med kombineret høre- og synsnedsættelse kan i sagens natur ikke bruge syn og hørelse, og det kan give et misvisende billede ved testene eller gøre det umuligt for det ældre menneske at gennemføre en test.

Neuropsykolog Peter Bruhn ønsker derfor at undersøge mulighederne for at udvikle et taktilt testbatteri.

Indsats:

  • Samarbejde med en arbejdsgruppe med deltagelse af døvblindekonsulenter og neuropsykolog Peter Bruhn med henblik på at give input til Peter Bruhn i hans udvikling af taktilt testbatteri. Formidling af resultaterne af denne udvikling.
  • Informationsdel til personale i ældresektoren om ældre, som både har kombineret høre- og synsnedsættelse og en demenssygdom – i samarbejde med Videnscenter på Ældreområdet.
  • Metodeudviklingsdel i samarbejde med døvblindekonsulentordningen med henblik på nye konsulentindsatser for ældre døvblinde, som også har kognitive problemer.


Evaluering af det hidtidige samarbejde med kommuner om opsporing af ældre med kombineret høre- og synsnedsættelse gennem forebyggende hjemmebesøg

Baggrund og formål:

Vi har nu gennemført samarbejder med omkring 10 kommuner, med deltagelse af døvblindekonsulentordningen og i et par tilfælde også den lokale høre- og synsrådgivning. Projekterne har givet gode resultater, både mht. antallet af ældre, som er blevet opsporet og henvist til relevant udredning og rådgivning, mht. erfaringsopbygningen og vidensopkvalificeringen blandt deltagerne og mht. de tal, som vi har kunnet indsamle vedr. forekomsten af alvorlig høre- og synsnedsættelse blandt ældre. Nu ønsker vi at evaluere den hidtidige indsats og samarbejde med døvblindekonsulenterne for at foretage evt. justeringer, som kan gøre indsatsen endnu bedre.

Indsats:

  • Temadag med døvblindekonsulenterne om fortsat hjælp til kommunerne til opsporing af ældre med kombineret høre- og synsnedsættelse.
  • Evaluering af den spørgeguide, som forebyggerne har brugt i de allerede afsluttede projekter.
  • Evaluering af den metode, som nu er anvendt i en række kommuner.


Samarbejde med kommuner om opsporing af ældre med kombineret høre- og synsnedsættelse gennem forebyggende hjemmebesøg

Baggrund og formål:

I takt med at vi bliver ældre, stiger forekomsten af sensoriske funktionsnedsættelser. 5-10 pct af alle ældre over 80 år har således en kombineret høre- og synsnedsættelse, som gør det vanskeligt for dem at fungere i dagligdagen. Døvblindekonsulenterne, som er den faggruppe, der har størst viden om funktionsnedsættelsen og dens konsekvenser, kender i dag til godt 700 ældre danskere med kombineret høre- og synsnedsættelse.

Vi ved, at der er flere derude, og at der ved selv simple tiltag kan gøres noget for at forbedre de ældres funktionsniveau og dermed deres livskvalitet. Derfor skal landets forebyggende medarbejdere fortsat tilbydes en vidensopkvalificering, så de kan identificere den kombinerede høre-og synsnedsættelse og henvise den ældre videre i systemet. 

Indsats:

  • Tilbud om temadag for forebyggere i forskellige kommuner og støtte til deres egne opsporings- og vidensopkvalificeringsindsatser.
  • Produktion af artikler til lokalpressen i de kommuner, hvor samarbejdsprojekterne foregår med henblik på at skabe opmærksomhed om problematikken.


Evaluering af formidlingsindsats – samarbejde med Videncenter for Synshandicap og Carsten Strømbæk

Baggrund og formål:

Sammen med Videncenter for Synshandicap, Videnscenter for Hørehandicap og Videnscenter på Ældreområdet har vi udarbejdet tre informationsfoldere om ældre med sansetab (hørenedsættelse, synsnedsættelse eller kombineret høre- og synsnedsættelse) henvendt til forskellige målgrupper. Folderne er spredt godt ud i det kommunale system, men præcis hvilken effekt det har, er vi ikke klar over. Dog oplever videnscentrene, at der er vedvarende efterspørgsel efter folderne.

Formålet med evalueringen er derfor at få viden om, hvorvidt det kommunale personale, som arbejder på ældreområde, faktisk får den nødvendige viden og indsigt i forhold til ældre med synsproblemer, høreproblemer eller kombineret høre- og synsnedsættelse.

Indsats:

  • Evalueringsprojekt i samarbejde med Carsten Strømbæk, Socialstyrelsen og Videncenter for Synshandicap.
  • Målopfyldelsesevaluering af fælles informationsmateriale til personale i kommunal ældrepleje.


FORMIDLING

Udgivelse: Hjemme hos danskere med erhvervet døvblindhed

Baggrund og formål:

Professionelle, som kun meget sjældent møder et menneske med erhvervet døvblindhed, giver ofte udtryk for ”forkerte” forestillinger om, hvordan et menneske med dobbelt sansetab lever; hvad de er i stand til og hvilke forventninger de har til deres eget liv. I NYT har vi i flere numre kørt artikelserien ”Hjemme hos…”, hvor vi interviewer danske døvblinde og lader dem fortælle frit om, hvad der nu rører sig i deres liv.

Professionelle vil have stor gavn af at få indsigt i de forskellige sider og problemstillinger, som kommer frem i interviewene og som viser en gruppe af mennesker, som er meget, meget forskellige.

Indsats:

  • Vi har allerede gennemført ti interview og skal sortere og evt. redigere i dem samt supplere med interview med personer, som har den profil, som mangler i de allerede gennemførte interview for på den måde at sikre et ”fuldstændigt” billede af danskere, som lever med erhvervet døvblindhed.
  • Interviewene skal samles i en udgivelse.


Opdatering af dvd om døvblinde ældre ”Der kan gøres noget”

Økonomi udover tidsforbrug: Mellem 25.000 og 200.000, afhængigt af produktionens omfang og valg af eventuel ekstern assistance til optagelse og redigering

Ansvarlig: Ole (med deltagelse af Lene, Lis og Bettina efter behov)

Filmen ”Der kan gøres noget” blev lavet i sin første form i 1997 og har været brugt flittigt, men er nu blevet for gammel. Da filmen fortsat vil være af stor værdi som opmærksomhedsskaber og faglig formidling overfor især kommunale medarbejdere, ønsker vi at lave en ny version.

Indsats:

  • Afklaring af ønsket indhold på baggrund af målgruppens og andre interessenters behov
  • Planlægning og tilrettelæggelse af filmen
  • Optagelse og redigering


Faglig formidling via bladet NYT (kvartalsvis)

Bladet NYT er vores primære kanal for skriftlig formidling af faglige emner. Det er samtidig det eneste fagtidsskrift i Norden med fokus på erhvervet døvblindhed. Bladet er normalt på mellem 28 og 36 sider og udkommer fire gange om året. Artiklerne i NYT leveres af såvel os selv som af eksterne skribenter, mens redaktion af bladet forestås af os. Layout og tryk foregår i samarbejde med firmaet Synergi.


Faglig formidling via website www.dbcent.dk  (så længe sitet er aktivt)

Vores website www.dbcent.dk indeholder nyt fra området, artikler og omtaler af nye udgivelser, ligesom alle vores trykte udgivelser også er at finde her. Vores website og bladet NYT er tænkt sammen i vores informationsstrategi, og de to kanaler supplerer hinanden. En gang om måneden udsender vi en nyhedsmail til hele vores kontaktnet med links til den seneste måneds vigtigste opdateringer på sitet. Sitet overholder gældende tilgængelighedskrav for at sikre, at også blinde og svagsynede, som anvender andre skærmlæsere, kan tilgå det.


Faglig formidling via oplæg/forelæsninger

Vi formidler viden via oplæg og forelæsninger på konferencer, seminarer, temadage, uddannelsesinstitutioner m.m.


Verdenskonference om døvblindhed i Sao Paulo, Brasilien

Baggrund og formål:

Videnscentret skal dels deltage ved konferencen for at få indblik i de strømme, der rører sig internationalt dels for pleje vores internationale kontaktnet og udvide det med professionelle fra Syd- og Nordamerika, som er en del af verden, som vi ikke støder på så ofte. Videnscentret har desuden til hensigt dagligt at lægge reportager fra konferencen ud på vores hjemmeside i skrift og video, som vi har gjort ved de seneste syv internationale begivenheder på vores område (se www.dbcent.dk/Reportager) – samt samle stof til yderligere artikler til blad og web. 

Endelig er vi blevet opfordret til at sende et abstract ind til komiteen med henblik på en workshop om ”Det Nordiske Projekt”, en enestående femårig undersøgelse af nordiske døvblindblevnes erfaringer, som Videnscentret har stået bag.

Konferencen løber fra den 27. september til den 1. oktober 2011.

Indsats:

  • Udarbejdelse af abstract samt præsentation, hvis vi bliver udvalgt til at bidrage med en workshop.
  • Daglige reportager samt interview


SAMARBEJDE

Samarbejde med ”Det Faglige Råd”

Vi holder to heldagsmøder årligt med ”Det Faglige Råd” bestående af 12 specialister og repræsentanter for FDDB. Rådet giver fagligt input og fungerer desuden som ambassadører for Videnscentret i egne faglige miljøer


Samarbejde med ”Det Faglige Netværk vedr. Døvblindblevne”

Siden 1997 har vi holdt et årligt heldagsmøde med ”Det Faglige Netværk vedr. Døvblindblevne” i Odense. Netværket består af døvblindekonsulenterne samt landets syns- og hørekonsulenter . Mødet plejer at blive afholdt på Hotel Plaza i Odense, men kan om muligt evt. flyttes til VISOs mødelokaler i Odense. Omkring 30-35 personer plejer at deltage.


Fortsat bistand til projekt om hjernescanning

Ph.d.-studerende på Hvidovre Hospital vil se på hjernens reorganisering hos personer, der har mistet syns- og/eller høresansen. Videnscentret skal give døvblindefagligt input til projektet og hjælpe med at skabe kontakt til døvblinde og andre interessenter. Projektet er grundforskning, men resultaterne kan være med til at skabe bedre forudsætninger for rehabilitering og hjælpemidler til bl.a. kommunikation.

Der forventes kun at skulle ydes en lille indsats i 2011.


Deltagelse i eksterne netværk, arbejds- og projektgrupper

Her oplistes de eksterne netværk, arbejds- og projektgrupper, som Videnscentret deltager i for øjeblikket. I 2011 vil vi tage stilling til, hvilke netværk det fortsat er relevant at deltage i.

  • Styregruppe i Foreningen af Danske Døvblindes projekt Støtte og Opsporing. Hidtil har styregruppen holdt tre årlige møder i Hvidovre, men det er usikkert, om styregruppen kommer til at fortsætte i sin nuværende form.
  • Referencegruppe i svensk projekt om udvikling af grunduddannelse for personale, der arbejder med døvblinde. Det er usikkert, om gruppen kommer til at fortsætte i sin nuværende form i 2011. Ca. fire årlige møder i Stockholm.
  • Ledernetværk på døvblindeområdet i Danmark. Netværket har hidtil holdt tre årlige møder i enten Aalborg eller København, men det er usikkert, om gruppen kommer til at fortsætte i sin nuværende form i 2011.
  • Nordisk Lederforum (for ledere og nøglemedarbejdere på døvblindefeltet i Norden). Årligt møde – i 2011 i Sverige.
  • Synsgruppernes Landsudvalg (om børn og unge med høre- og synsproblemer)
  • Projektledernetværk
  • Netværk for informations- og kommunikationsmedarbejdere på videnscentrene på handicapområdet, i Socialstyrelsen samt på på synsområdet. Opstart af netværk på høreområdet?
  • Kvartalsvise samarbejdsmøder med døvblindekonsulenterne
  • Kvartalsvise samarbejdsmøder med Foreningen af Danske DøvBlindes projektmedarbejdere