Fokus på IKT
- tanker om den teknologiske fremtid for døvblindblevne
Download "Fokus på IKT" som pdf
Bestil Fokus på IKT
Indhold
Forord
Smartcard (John Gill, RNIB,England)
Det brede marked (Ove Andersen, Aalborg Universitet)
Det teknologiske landskab år 2010 (Lars Ballieu Christensen, Sensus)
Fra GPS til nanoteknologi (Lars Bennetzen og Carsten Sørensen, Alt om DATA)
Et brugersynspunkt (Sven Topp, Australian Deafblind Council, Australien)
Mainstreamteknologi (Lars Dittman, Danmarks Tekniske Universitet)
Morse m.m. (John Paulin Hansen, IT-Universitetet)
Fra data til viden (Preben Mejer, Innovation Lab)
Navigation indendørs (Jonas Kroustrup, Teknologisk Institut)
Digital tolkning af merbetydning til døvblindblevne (Bodil Christensen, Maria Lykke Nielsen, Eva Marie Tang Kirk, Nynne Jørgensen og Morten Okholm, studerende ved IT-Universitetet)
Forord
Information og kommunikation er to af de områder, hvor døvblindhed rammer allerhårdest.
Den almindelige udvikling indenfor informations- og kommunikationsteknologi (IKT) går stærkt i disse år, og alt taler for, at den vil fortsætte med stadig større kraft. I sin præsentation på verdenskonferencen om døvblindhed i 2007 gav den amerikanske teknologi-guru og opfinder Ray Kurzweil således udtryk for den opfattelse, at for hver 10 år stiger hastigheden for teknologisk udvikling med det dobbelte.
Så når vi kigger på, hvad der vil være muligt i løbet af de kommende 5, 10, 20 eller 50 år, vil det altså være helt fejlagtigt at se på, hvad vi har opnået de foregående 10, 20 eller år. Vi vil nå meget længere end det. I løbet af de næste år vil vi således opleve 32 gange så megen udvikling på det teknologiske område, som vi har set i de sidste år.
Og det er en pointe, som det er vigtigt at have i baghovedet, når man læser nogle af de fantasifulde og innovative idéer i dette hæfte, hvor vi bringer en række bud på, hvordan den almindelige IKT-udvikling også ville kunne komme døvblindblevne til gavn. Det er vores håb, at de idéer, der præsenteres i det følgende, vil give inspiration og ny viden og dermed danne grundlag for refleksion, som kan komme fagområdet til gode fremover.
Vores forestillingsevne om muligheder er ofte begrænset af vores konkrete viden. På et lille fagfelt som erhvervet døvblindhed kan det derfor være meget nyttigt at få nogle helt nye øjne til at se på de særlige problemstillinger.
Seks af artiklerne i dette hæfte er resultatet af samtaler, vi har haft med forskellige IKT-eksperter uden forhåndsviden om døvblindhed. Under samtalerne har vi beskrevet de særlige problemer mht. information og kommunikation, som døvblindblevne møder, og de er så med udgangspunkt i deres egen viden og erfaring kommet med nogle tanker og idéer til mulige løsninger.
Og det har været spændende at stifte bekendtskab med, hvad de kompetente personer, som vi har været i kontakt med her, ser af muligheder i udviklingen af hjælpemidler til mennesker med store vanskeligheder med kommunikation og adgang til information.
Flere af eksperterne i det følgende fremhæver de såkaldte RFID-tags (radiotransmitterende informationsbrikker) som noget, der vil have et stort potentiale for døvblinde. Og en vigtig pointe ved denne teknologi er, at den ikke er rettet specielt mod handicapområdet, men at der er store almene økonomiske interesser i teknologien – fx for producenter og detailhandel.
Et andet gennemgående træk i det følgende er, at det er afgørende at omsætte information til en form, som døvblinde kan opfatte og at det kan ske på forskellige måder. Billeder på en skærm er umiddelbart ubrugelige for mennesker, som ikke kan se. Men ved at foretage en analyse af billedet og et efterfølgende opslag i en database er det muligt at konvertere den visuelle information til en anden form – fx taktil, som braille eller morse, som bliver foreslået i en af artiklerne.
Den teknologi, som i dag anvendes som adgangskontrol til fx lukkede bygninger, rummer også store muligheder. I dag anvender man fx fingeraftryksscanning, irisscanning og anden scanning af biologiske karakteristika, hvor et opslag i en database er grundlaget for, om personen får adgang eller ej. Denne genkendelsesfunktion kunne også anvendes for døvblinde, fx i forbindelse med en 3D-scanning, som efter opslag i en database over de personer, man kender, ville kunne fortælle, at personen er en bestemt bekendt.
Også de forsøg som har været lavet med ”digitale hjem” – altså hvor så mange funktioner som muligt er automatiserede for at gøre hverdagen mere bekvem – viser en lang række udviklingstendenser, som også kunne afhjælpe nogle af de problemer som døvblinde kan have med at styre adgangen til hjemmet, brug af køkken, vask og sortering af tøj m.m.
Udover indlæggene baseret på samtaler med eksperter udenfor døvblindefeltet indeholder hæftet indlæg fra kreative personer, som med udgangspunkt i deres kendskab til døvblinde- eller blindeområdet peger på nogle af de muligheder, som de kan se i fremtiden – fra helt konkrete produktforslag til overvejelser over mulighederne i den generelle IKT-udvikling.
Det er i øvrigt et gennemgående træk i indlæggene i dette hæfte, at de medvirkende mener, det er vigtigt at fokusere på mainstreamteknologier, dvs. produkter som udvikles til ”almindeligt” brug, men som har et udviklingspotentiale og økonomigrundlag, som også døvblindblevne kan profitere af.
Vi vil gerne rette en meget varm tak til Lars Bennetzen, Carsten Sørensen, Lars Dittman, John Paulin Hansen, Preben Mejer og Jonas Kroustrup for at have taget sig tid til at deltage i projektet. De er alle med stor interesse og entusiasme gået ind på idéen og har forsøgt at sætte sig ind i de forudsætninger, som døvblindblevne har, og på den baggrund øst af deres kreativitet og viden.
Ligeledes vil vi også rette en varm tak til Ove Andersen, John Gill, Lars Ballieu Christensen, Sven Topp samt Bodil Christensen, Maria Lykke Nielsen, Eva Marie Tang Kirk, Nynne Jørgensen og Morten Okholm for deres artikler, som belyser emnet fra hver deres side.
Endelig vil vi rette en stor tak til Finn Horn, tidligere pædagogisk IT-konsulent i Rødovre Kommune og nuværende projektkonsulent ved MIND (forskningsenheden for Matematikkens, IKT- og Naturfagenes Didaktik) ved Danmarks Pædagogiske Universitet, for hans indsats i forbindelse med redigering af det store interviewmateriale.
Videnscentret for Døvblindblevne, april 2008
Smartcard
Af John Gill, RNIB, England
John Gill er ledende forsker på The Royal Institute for The Blind (RNIB), den største organisation i Storbritannien for blinde og synshæmmede.
Han er bl.a. manden bag Tiresias, en særlig font/skrifttype, hvor der er lagt vægt på, at de enkelte bogstaver i deres grafik ligger så langt fra hinanden som overhovedet muligt. Det gør fonten særlig anvendelig for mennesker med synsnedsættelser.
John Gill bidrager til denne artikelsamling med nogle tanker om, hvordan individuelle løsninger, der lagres i for eksempel et smartcard, kan gøre mange dagligdagsting lettere at udføre for mennesker med funktionsnedsættelser.
De fleste døvblinde har problemer med at bruge forskellige elektroniske terminaler på egen hånd, som bl.a. pengeterminaler, billetterminaler, computere og tv-apparater.
Muligheden for at ændre brugergrænseflader, så de passer til det enkelte menneskes behov, vil kunne komme mange mennesker med funktionsnedsættelse til gavn – og vil være af afgørende betydning for mennesker, der er døvblinde.
Den foretrukne brugergrænseflade for disse mennesker kunne være ekstra store tegn/knapper på skærmen eller tale, der kommer via teleslynge til høreapparatet.
Individet
De individuelle præferencer kunne blive lagret i et netværk eller i en polet som for eksempel et smartcard. Brugeren kunne ændre sine præferencer på selve terminalen, som for eksempel en hæveautomat, eller ved at foretage ændringerne via internettet.
De områder, hvor teknologien først og fremmest må forventes at blive taget i brug, er følgende:
- bankverdenen (f.eks. betalingskortterminaler)
- offentlig transport (f.eks. maskiner, hvor man trækker sin billet)
- fjernsyn (f.eks. for at kunne vælge lyd eller tegnsprog output)
- computere (f.eks. til at vælge tilgængelighedsindstillinger på en terminal eller på et offentligt bibliotek)
- ved bemandede diske (f.eks. for at bede om “Vær venlig at tale langsomt og tydeligt”)
Der eksisterer allerede en europæisk standard (EN 1332-4) for, hvordan man koder den type information, men det kræver pres fra forbrugerne at overbevise udbyderne om at stille denne funktion til rådighed for kunderne. (www.kortlink.dk/dun/4kuw)
Smartcard
Der er et stort potentiale i smartcards, når vi taler om at gøre livet for mennesker med funktionsnedsættelse lettere.
Mere end en milliard kort er i brug i Europa i dag. Et smartcard er et plastickort med en elektronisk chip integreret. I de senere år er der sket en masse på området, dels med den mængde af information, som chippen kan indeholde, dels med de forskellige anvendelsesmuligheder, der er med et smartcard. Mange af os er bekendt med kortet. Vi bruger det til at forudbetale for eksempel i forbindelse med transport, som kredit- eller hævekort, som adgangskort til aflåste bygninger og som for eksempel identifikationskort eller medicinkort.
Smartcards kan: rumme udelukkende hukommelse, som for eksempel i forudbetalte telefonkort rumme hukommelse plus mikroprocessor, hvor der kræves øget sikkerhed som for eksempel i kreditkort og hævekort. Forskellige typer smartcards kan bruges i forskellig afstand til en aflæser, fra ca. 10 cm op til over to meter.
De kort, der kan bruges på en afstand på mellem 10 cm. og to meter, er endnu ikke så udbredte, men man kan forestille sig, at de nær fremtid vil blive taget i brug ved billetudstedelse. I døråbningen til for eksempel en bus vil der være sat modtagere op, og maksimumbeløbet for en billet vil blive trukket fra kortet, når man passerer gennem døråbningen. Kører man ikke så langt med bussen, vil det overskydende beløb blive refunderet, når man stiger ud af bussen, og sat ind på kortet igen.
Det vil være en stor hjælp for et menneske med en funktionsnedsættelse, der gør, at vedkommende er begrænset i sine muligheder for at bruge de opstillede billetautomater.
Et sådant smartcard vil endvidere få indstigning og udstigningen af offentlige transportmidler til at forløbe hurtigere, ligesom det også vil kunne være nyttigt ved indgangen til for eksempel koncerter og store sportsbegivenheder, der afvikles på store stadioner.
Specifik information
Da smartcards kan rumme specifik information, kan de bruges til at levere information eller retningslinier til en terminal, automatiske adgangsporte, et miljøkontrolsystem og mange andre anordninger. Kortet kan rumme mere end én applikation – dvs. det kan bruges til mere end en ting, således at det ikke er nød vendigt at bære rundt på et større antal kort.
Et smartcard kan som nævnt fx rumme information om, hvordan en person foretrækker at bruge en hævekortterminals brugergrænseflade.
En person med synsnedsættelse foretrækker måske en bestemt størrelse bogstaver og tal samt en særlig farve på skærmen. Mennesker med andre funktionsnedsættelser har måske brug for mere tid, tale eller andet output, færre valgmuligheder eller et helt andet sprog.
Alt det kan lagres i mikrochippen på hævekortet, så terminalen indstiller sig efter det. Så snart en person er færdig med at bruge terminalen, vender den tilbage til en almindelig indstilling til næste kunde.
Alt det ovenstående er baseret på, hvordan udviklingen ser ud i dag. Men Smartcards og deres anvendelsesmuligheder fortsætter med at udvikle sig. Mængden af information, som kortet kan rumme, stiger, rækkevidden inden for hvilken kortet virker forbedres, og det samme sker med sikkerheden.
Yderligere information
Special Needs Application Program Interface
Accessibility for Visitors, RNIB 2007
Det brede marked
Ove Andersen, Aalborg Universitet
Ove Andersen er lektor på Aalborg Universitet og arbejder til dagligt med kommunikationsteknologi. Han er studieleder for en række uddannelser inden for Elektronik og IT.
Han er med i styregruppen i netværket HanDiaTek, som er en del af universitetet, og han sidder i bestyrelsen for ”Virtuelt Center for Teknologier for Aldrende og Handicappede (V-CenTAH)” (se mere om HanDiaTek og V-CenTAH nedenfor).
Ove Andersen præsenterer her nogle betragtninger om de ekstra muligheder, som han mener, der ligger i den teknologiske udvikling for mennesker med funktionsnedsættelse.
Der er nogen, der siger, at den teknologiske udvikling ikke altid er til fordel for dem, der har en eller anden funktionsnedsættelse. Jeg mener nu alligevel, at alt det der sker på lang sigt, kan have en betydning for mange af de mennesker, som lever med en funktionsnedsættelse.
Mange mennesker, som har synsnedsættelse, siger, at det var meget nemmere i de gode gamle dage, hvor man havde styresystemet DOS på computerne. Jeg synes dog, at der er nogle ekstra muligheder i dag, som gør, at det går i den rigtige retning med hensyn til hjælpemidler. Der er uden tvivl en række nye muligheder med for eksempel GPS.
Det kan dog være et problem, når det kommer til udvikling af hjælpemidler til en begrænset målgruppe. Jeg kan for eksempel forestille mig, at gruppen af ældre er svær på mange punkter, hvad angår teknologiske hjælpemidler. Mange af de teknologiske ting, som kommer, vil derfor hovedsagelig være rettet mod de yngre, som er vokset op med de mange nye ting, og derfor har et andet forhold til dem.
GPS
Jeg tror, at man vil fokusere på de teknologier, som er udviklet til bredere grupper i befolkningen, for det med løsninger til grupper på nogle få tusinde mennesker, det bliver nogle dyre systemer. De bliver dyre at udvikle og dyre at vedligeholde.
Man skal ud at se på de produkter, man kan få til det brede marked, og det er GPS et glimrende eksempel på, hvis man udvikler eller tilpasser brugerfladen, så den bliver enkel.
Med hensyn til GPS’en tror jeg, at man vil se en voldsom udvikling i de næste år. En af mine kolleger her på Aalborg universitet, som underviser blandt andre landinspektører, viste mig udstyr, som har en nøjagtighed på en cm! Der er naturligvis tale om noget dyrt udstyr, som kræver specielle forhold, men det skulle da være underligt, om prisen ikke falder, så det bliver tilgængeligt for bredere grupper.
Kan man nå ned på bare en halv meters nøjagtighed, så åbner det muligheden for at guide folk rundt i byen, få dem udenom springvandet og lignende.
En af de store udfordringer vil i den sammenhæng være den indendørs navigation, hvor GPS’en fortsat har sine begrænsninger.
Talesyntese
I min dagligdag arbejder jeg primært med syntetisk tale. Jeg har blandt andet været med i udviklingen af den stemme, som hedder Carsten. Det er et system som nu bliver solgt via MikroVærkstedet i Odense. Projektet startede for mere end 10 år siden, fordi der på det tidspunkt kun var det system, som hedder InfoVox. Det var et system, som udelukkende byggede på syntese af fonemer og derfor kunne bruges til oplæsning af enhver type tekst, men det var ikke altid forståeligt.
Vi tog derimod fat i at lave en syntese, hvor man stykker det sammen af små optagne talestumper i stedet for at generere det hele syntetisk. På den måde splejser man i princippet nogle talestykker sammen og opnår på den måde en forståelighed, der er langt bedre. En efterfølger af dette projekt blev ”Adgang for alle”, som er en gratis tjeneste, hvor man kan få læst tekst op på nettet.
Der er fortsat mange uafklarede punkter, men det ligger fast, at det er meget krævende at udvikle en ny stemme. For hørehæmmede kunne der være den fordel, at man kunne flytte stemmens frekvensområde hen til frekvenser, hvor der er en hørerest, så stemmen kunne blive mere tydelig.
Men ellers er det mest implantater, som har vist lovende resultater. Der arbejdes desuden med nanoteknologi, hvor man i stedet for at indsætte gener indsætter små nervepartikler, som så overtager det, de ødelagte nerveceller skulle gøre.
Når man laver talesyntese foregår det i tre step: der er en tekstanalyse i starten og så foregår der en analyse, hvor man finder ud af, hvordan betoningen skal være i den enkelte sætning. Alt det bruges til at stykke de tidligere optagede lyde sammen til en forståelig og forhåbentlig naturligt lydende sætning.
Man kunne selvfølgelig også forestille sig, at man endte med nogle impulser, som direkte kunne stimulere nogle nerver, men jeg har ikke kendskab til, om der er nogen, som arbejder med det felt.
Talesyntese er primært rettet til hørende med andre handicaps. Både blinde og ordblinde, som er den store brugergruppe i folkeskolen, har glæde af talesyntesen. Syntetisk tale er et eksempel på, at der skal ske udvikling af inputteknologier, programmeres informationskonvertering og laves enheder, som gør informationen tilgængelig for den handicappede.
Talegenkendelse
Talegenkendelse har i mange år været udråbt som løsningen på mange problemer, men det har aldrig haft det helt store gennembrud.
Man kan i dag købe forskellige systemer på dansk, men det har været et problem, at dansk er et lille sprog. Derfor er der ikke økonomisk incitament til at udvikle det. Der findes et system, Dictus, som kan købes ved Prolog Development Center for cirka 1000 kroner. Det virker på nogle afgrænsede områder ganske glimrende, når det er blevet kalibreret i en halv til en hel time. Det er dog ikke fejlfrit.
Den telefonbaserede oplysning er omfatter kun et begrænset ordforråd: ring op, ja, nej osv. Jo mindre ordforråd jo bedre performance og ordene skal også helst være meget forskellige. Tallene ”tres” og ”halvtreds” ligger forholdsvis tæt på hinanden, hvilket gør det meget vanskeligt. Derudover er det afgørende, at det ikke bliver brugt i et miljø med alt for meget støj.
Det offentlige rum
I det offentlige rum, hvor man ikke har styr på støjen, kunne jeg tænke mig andre systemer, hvor informationerne ligger i RFID-tags, som identificerer de enkelte varer eller giver oplysninger om, hvilken bus eller tog, som kommer nu.
Yderligere information
HanDiaTek er et netværkscenter, hvis formål er at fremme dialog og erfaringsudveksling mellem personer, der har funktionsnedsættelser på det kommunikative område og fagpersoner, der til daglig arbejder med alternativ kommunikation og teknologi samt forskere/udviklere og producenter (se www.handiatek.aau.dk).
Virtuelt Center for Teknologier for Aldrende og Handicappede åbnede på Aalborg Universitet i efteråret 2007 og skal styrke forskningen i metoder og teknologier til at forebygge og afhjælpe funktionsnedsættelser (se www.vcentah.aau.dk).
Det teknologiske landskab år 2010
Af Lars Ballieu Christensen, Sensus A/S
Lars Ballieu Christensen arbejder med informationsteknologi og design for mennesker med særlige behov. Han er grundlægger af konsulenthuset Sensus, der har specialiseret sig i tilgængelighed, tilgængeligt design og adgang til digital information. Han er desuden ophavsmand, opfinder og medopfinder til en række innovative kompenserende teknologier som RoboBraille, PharmaBraille, Motto Captura, SB4 og ForkBra.
Lars Ballieu kaster med sin artikel et blik ud over det teknologiske landskab anno 2010.
Han ser ikke mange hjælpemidler, der henvender sig direkte til døvblinde, men han ser til gengæld flere fordele og muligheder ved at kombinere eksisterende teknologiske løsninger, så de kan komme mennesker med kommunikationshandicap til gavn.
Når man skuer ud over det teknologiske landskab, er der næppe en enkelt IT-løsning eller et enkelt IT-produkt på vej, som for alvor vil gøre dagligdagen lettere for døvblinde – hverken hvad angår kommunikation med andre mennesker eller adgang til information.
Når det er sagt, er der dog fortsat grund til at glæde sig: Kombinationen af nye sociale webtjenester, elektronisk tagging af alt fra vejskilte og køreplaner til varedeklarationer og indlægssedler, og avancerede mobiltelefoner med geografiske positioneringstjenester vil få stor betydning for mange mennesker.
Og især for mennesker med kommunikationshandicap vil udbudet af digitale tjenester og digital information betyde forbedrede muligheder for at kommunikere med andre mennesker og lettere måder at navigere og orientere sig på.
Digitale løsninger
Lad os begynde med web’en. Under overskriften “Web 2.0” bliver internettet anvendt på stadig mere avancerede måder til at kommunikere, skabe fællesskaber og dele viden. Web 2.0 er egentlig ikke en teknologi i sig selv, men snarere en indikation af at web’en er langt mere end digitale udstillingsvinduer for virksomheder og det offentlige. Web’en har fået en social dimension.
I den anden generation på web’en deler vi vores oplevelser på steder som MySpace og YouTube, vi lever os ind i en virtuel tilværelse på SecondLife, vi blogger om vores liv og vores meninger i personlige blogs, vi chatter og finder fester og partnere via datingportaler, og vi deltager i interaktiv fjernundervisning og digitale rollespil. Anvendelserne er meget forskellige, men de har det til fælles, at de kan benyttes uafhængigt af tid og rum. I de fleste tilfælde er det også underordnet om man kan se, høre og tale.
Elektronisk tagging
Med elektronisk tagging handler det om at gøre ellers utilgængelig, trykt information tilgængelig i et format, som kan anvendes af synshandicappede, hørehæmmede, ordblinde og læsesvage. Teknologien, man anvender, er såkaldte RFID-tags – små, billige chips, som kan indeholde store mængder information, og som kan aflæses på afstand. På længere sigt regner man med, at RFID-tags vil erstatte eller supplere stregkoder på dagligvarer, hvor de vil indeholde mængder af information om de pågældende varer: Alt fra oprindelsessted og varefakta til næringsindhold, anvendelse og tilberedning.
Hvad angår medicinalemballage arbejder flere farmaceutiske virksomheder på at lægge hele indlægssedlen i elektronisk format på et tag, ligesom man kan forestille sig de trykte køreplaner ved eksempelvis busstoppesteder suppleret af chips med elektroniske udgaver af køreplanerne. Da RFID-tags kan fjernaflæses, vil man kunne få adgang til informationen via RFID-læsere i fx mobiltelefoner og PDA’er. Her kan informationen efterfølgende præsenteres som syntetisk tale, punktskrift eller forstørret skrift.
Egentlig er der er ikke nogen praktiske begrænsninger for, hvad man kan forsyne med elektroniske tags: På biblioteket kunne man sætte RFID-tags på biblioteksbøgerne med bøgernes indhold – hvis det ellers kan lade sig gøre at styre den ophavsretslige side af sagen. Så kunne synshandicappede, ordblinde og læsesvage selv oversætte indholdet til mere hensigtsmæssige formater ved at bruge en automatisk tjeneste som eksempelvis RoboBraille i stedet for at være afhængige af centrale produktionssteder som Danmarks Blindebibliotek.
Tilsvarende kunne man forestille sig, at vejskilte, skilte med gadenavne, dørskilte, busser, tog, mønttelefoner, billetautomater, pengeautomater etc., også blev tagget. Sådanne tiltag ville i meget høj grad sikre døvblinde en højere grad af tilgængelighed til alle former for information og på den måde lette dagligdagen for denne gruppe.
Håndholdte computere
Et væsentligt hjælpemiddel i fremtidens teknologiske landskab er håndholdte computere i form af avancerede mobiltelefoner. Ikke blot kan de fungere som læseapparater til tags og som kommunikationsplatform for elektronisk post, SMS og videotelefoni.
Telefonerne bliver også i stigende omfang forsynet med systemer til geografisk positionering, orientering og ruteplanlægning baseret på GPS-systemet. Dermed kan telefonerne udnyttes som digitale førerhunde for mennesker, der ellers kan have svært ved at orientere sig og navigere i det fysiske rum.
De tre områder ovenfor – Web 2.0, elektroniske tags og håndholdte computere – er eksempler på mainstreamteknologier, som rummer umådelige muligheder for døvblinde og andre med et kommunikationshandicap.
Teknologierne findes og anvendes i stort omfang allerede af mange mennesker. Det er klart en fordel at anvende allerede eksisterende teknologier til brugere med særlige behov. Dels undgår man, at skulle bruge ressourcer på udvikling af helt nye løsninger, dels sikrer man ved brug af mainstreamteknologi, at løsningen er kompatibel med en bred vifte af teknologier. Endelig tyder al erfaring på, at brugerne ofte foretrækker tilpassede mainstreamløsninger frem for teknologi, der er specialdesignet til at imødekomme specielle behov.
Faktaboks
I USA har man længe tilbudt undervisning i tegnsprog som fjernundervisning. Flere steder i Europa arbejder man på webportaler for døve, døvblinde og pårørende med tilbud som eksempelvis fjernundervisning, erfaringsudveksling og diskussionsgrupper. Det østrigske ELGE projekt har til formål at udvikle en e-læringsplatform for hørehæmmede og døve, hvor man bl.a. lægger stor vægt på de studerendes aktive deltagelse via visuelle tiltag i stedet for store mængder tekst. Også fra dansk side er der overvejelser om projekter af denne type.
Faktaboks
Sensus gennemførte i vinteren 2006/2007 et pilotprojekt, som viste, hvorledes døvblinde og blinde er i stand til at spille skak ved hjælp af almindelige rekvisitter (taktilt skakbræt, skakur) suppleret med en kommunikationsløsning baseret på standardteknologier i form af computere med chat-program, skærmlæser og forstørrelse. Pilotprojektet viste hvorledes blinde, døvblinde, svagsynede, døve og andre – herunder mennesker med normalt syn og hørelse – kan gennemføre et skakspil indenfor rammerne af de internationale turneringsregler for skak. Konceptet udnytter almindelig chat-teknologi til at kommunikere skaktræk mellem spillerne og til at føre log over spillets træk.
Fra GPS til nanoteknologi
Lars Bennetzen og Carsten Sørensen, Alt om DATA
Lars Bennetzen og Carsten Sørensen er henholdsvis chefredaktør og teknisk redaktør på magasinet Alt om DATA. Alt om DATA er et af landet førende IT-magasiner som følger udviklingen på IT- og elektronikområdet tæt.
Lars Bennetzen og Carsten Sørensen kommer i deres artikel vidt omkring – lige fra GPS til nanoteknologi. Med udgangspunkt i mange gøremål i dagligdagen giver de deres bud på en række teknologiske løsninger og produkter, mennesker med døvblindhed måske kunne have gavn af.
Nanoteknologi kan blive et område, som overhaler en række andre teknologier indenom, fordi det er muligt at reparere cellefunktioner, der ikke virker mere eller kan tilføre andre celler nogle funktioner som en sansecelle ikke mere kan klare, fx fotosensitivitet. Det er et område, hvor der sker voldsomt meget i disse år, og man har faktisk lavet dyreforsøg med disse teknikker.
Det digitale hjem
Vi var med i et projekt, som hed Det Digitale Hjem, som kørte et år og sluttede sommeren 2007. Grundlæggende var der tale om, at alle familiemedlemmer havde adgang til alle informationer og styring af funktioner fra alle steder i huset.
En af funktionerne i Det digitale hjem var adgangskontrol, hvor det ikke var nødvendigt at anvende nøgle. Låsen blev åbnet efter scanning af fingeraftryk. Med kamera udenfor døren var det også muligt at konstatere, hvem der kom på besøg, fordi et stykke software til ansigtsgenkendelse kunne slå op i en database og fortælle, hvem der stod udenfor.
Det tager selvfølgelig lidt tid, fordi ansigtsgenkendelse er kompliceret, men computere er i dag så stærke, og databasen indeholder et begrænset antal ansigter, så det går forholdsvis hurtigt. Et positivt opslag kan åbne døren for den besøgende og samtidig fortælle beboeren, hvem der kommer på besøg. Anvender man fingeraftryksscanning, ved man allerede efter et halvt sekund, hvem det er og der kan sendes besked i for eksempel braille. Teknologien findes og bruges i visse computere.
I den daglige husholdning havde vi et komfur, som var i stand til at fortælle, om det var tændt eller slukket eller om der for eksempel stod en gryde på kogepladen. Det var også i stand til at fortælle, om gryden kogte over. Der var tale om autofunktioner, som sørgede for at slukke, når gryden var væk eller noget kogte over.
RFID-tags
Et særligt område, som vi desværre ikke blev færdige med, er det tænkende køleskab. Udgangspunktet er, at alle fødevarer skal være udstyret med RFID-tags, så køleskabets computer kan aflæse, hvilke varer der er i køleskabet, og hvilken stand disse varer er i: Er udløbsdatoen nær osv. Det er også muligt at mærke egne beholdere med RFID-tags, så køleskabet ved, at der er smør i den ene og kartofler i den anden. Med denne teknologi er det muligt at holde køleskabet opdateret og selv være opdateret med køleskabets indhold – også når man står i supermarkedet.
Der vil ske en hel masse på dette område, fordi sporingsdirektivet, som trådte i kraft i starten af 2007, betyder, at producenter skal kunne spore deres varer tilbage i produktionen, og her er stregkoder slet ikke tilstrækkeligt. Der skal hele tiden være opdaterede eksterne informationer. Med RFID er det varen selv, som fortæller sin historie.
Den information, der kan være i en RFID-tag, kan være mere omfattende end det, jeg ønsker eller har brug for i den konkrete situation. Det læseudstyr, som du bærer på dig selv, har under alle omstændigheder så stor computerkraft, hukommelse og kan programmeres, så det kan benytte sig af filtrering.
Derved er det kun det relevante, der kommer med og sendes videre til det udstyr, som skal udtrykke informationen. For døvblinde er det jo nødvendigt, at informationen er tilgængelig i et særligt format.
Læseliste i punkt
Punktskriftlæseliste er en mulighed, men den er ofte afhængig af stationært udstyr. Der er udviklet en handske med indbygget punktskrift, så man med den på hele tiden kan læse, hvad modtageenheden har opfanget. Punktskrifthandsken findes, og den skal bare tages i brug.
Man kunne måske få en forestilling om, at der nu var mulighed for at oversætte almindelig tale til punktskrift i en sådan handske. Det er imidlertid meget svært at oversætte almindelig tale til en form, der kan anvendes til fx punktskrift. Almindelig tale er nemlig så mange forskellige ting, at det stiller utroligt store krav til computerkraft og programmering.
Der er en mulig omvej, som kan klare at omsætte daglig kommunikation til punktskrift. I Sverige har de lavet det såkaldte intelligente papir, hvor man med en særlig pen tegner eller skriver på et papir, der indeholder punkter, som en computer kan tyde. Men i dag er det vel blevet erstattet af en PDA, som har så meget computerkraft, at det, som man skriver på dens skærm, kan oversættes direkte til tale gennem skriftgenkendelsessoftware og syntetisk tale. Resultatet er meget bedre end ved dårlig oversat tale.
GPS
Et særligt problem for døvblinde, som færdes i fremmede bygninger, kan være at finde rundt og vide, hvor man er. Positioneringssystemer som for eksempel GPS er kun velegnede i det fri og mest, når man er i bevægelse med passende fart. Der er udviklet GPS’er med indbygget elektronisk kompas, som også tager højde for, hvilken retning du vender dig og derfor kan fortælle, om dine næste skridt vil bringe dig hen, hvor du ønsker.
Dit mål vil være indlagt som informationspunkter, fx nærmeste politistation eller mere kommercielt nærmeste Føtex. Inde i bygninger kan man udnytte de systemer, som allerede benyttes i amerikanske shoppingcentre, en shoppingguide som kan lede dig hen til særlige tilbud og lignende. Enheden bygger på, at der i bygningen er sendere, som triangulerer din position og derfor kan lede dig rundt, bibbib lige frem bibbib til højre her er H&M. Det er der en kommerciel interesse i, men det findes og kan også bruges på fx hospitalet.
Udviklingen
Udviklingen for computere går mod meget små systemer, som kan indbygges i stort set alle slags materialer.
På MIT – Massachusetts Institute of Technology i Boston – har man fx udviklet computere, som kan indbygges i cowboyjakker, som kan kogevaskes. Det giver blandt meget andet mulighed for, at tøjet kan kommunikere med vaskemaskinen, så tøjet ikke bliver vasket på et forkert program. Og det giver mulighed for, at sokkerne kan parres korrekt, og at farvesammensætningen af påklædningen ikke mere er et problem, selv om man ikke kan se.
Disse eksempler kan umiddelbart virke fancy, men de viser, at muligheder ligger åbne.
Et brugersynspunkt
Af Sven Topp, formand for Australian Deafblind Council
Sven Topp er formand for Australian Deafblind Council, de australske døvblindeorganisationers fællesråd. Han er selv døvblind.
Denne artikel er en bearbejdet version af en forelæsning, Sven Topp holdt på verdenskonferencen om døvblindhed i Australien i 2007. Ud over at bidrage med nogle synspunkter fra brugersiden har Sven Topp nogle konkrete ideer til ny anvendelse af eksisterende teknologi til gavn for døvblinde.
Hvis man på en helt almindelig dag kigger i min taske, kan man finde et helt arsenal af teknologi. De fleste af tingene er dog ikke udviklet specielt til mennesker med kombineret syns- og hørenedsættelse. Desværre gælder det ved udviklingen af mange produkter, at man først og fremmest tager hensyn til økonomien i forhold til masseproduktion, før man overvejer at foretage ændringer af hensyn til tilgængelighed for andre.
Teknologi er blevet en uundværlig del af hverdagen, ikke mindst i en tid, som i den grad er præget af mobil kommunikation. Det har aldrig været lettere at få kontakt med hinanden, men på samme tid ligger der en stadig større udfordring i at begribe den verden, vi lever i. At forsøge at bearbejde alle de informationer, vi dagligt bombarderes med, kræver en stor indsats, som er både udmattende og stressende. Dette gælder i endnu højere grad for personer med kombineret syns- og hørenedsættelse.
Blandt al den nye teknologi er min favorit for tiden den audio-taktile lysregulering ved fodgængerovergange, som fortæller om lyset er grønt eller rødt. Selvom det er en ganske enkel opfindelse, har den vist sig at være tilgængelige for stort set alle. Desværre er tilgængelighed en central problemstilling i forbindelse med teknologi. Så godt som ingen apparater kan anvendes, som de kommer fra producenten, men kræver derimod, at man investerer i dyre ændringer eller ekstratilbehør.
CCTV om håndleddet
Et af de mere interessante fremskridt er, at Sony har formået at fremstille en tv-skærm, som er tynd nok til at være bøjelig. Det indebærer store potentielle fordele, hvis vi dermed kan få indbyggede skærme i tøj eller armbånd. Tænk engang, hvis man kunne sætte et bærbart CCTV ind i et smart armbånd! Så kunne man rette håndens overside med kameraet hen mod det, man gerne ville se, og samtidig se skærmen på indersiden af håndleddet helt tæt på.
Software til talegenkendelse er også en væsentlig faktor i oprettelsen af kontakt mellem syns- og hørehæmmede og andre borgere. Under forudsætning af, at præcisionsniveauet er relativt højt, kan talegenkendelse komme til at indtage en central rolle, idet enhver form for talesprog dermed kan tolkes til direkte modtagelse i en døvblind persons foretrukne kommunikationssystem.
Nu forestiller man sig måske en døvblind person, der er viklet ind i en masse ledninger i et forsøg på at bruge mange elektroniske apparater på én gang. Der er imidlertid gjort nye opdagelser, som gør det muligt at lede elektrisk strøm hen over huden, og de kan vise sig at få uvurderlig betydning for, at vores apparater kan fungere trådløst. Dette kan muligvis også lette problemet med hurtig aftapning af batterier, som den nuværende trådløse teknologi, f.eks. Bluetooth, lider under.
Et par ideer
Herunder er nævnt en række ideer til design, som jeg håber, kan sætte tankerne i gang omkring de mulige anvendelsesområder for teknologi i forbindelse med hjælp til døvblinde. De nævnte design er patenteret af undertegnede.
Datahandske
Her kombineres haptik med teknologi til talegenkendelse. Ideen er, at tale konverteres til en taktil kommunikationsmetode, f.eks. bogstavering. Datahandsken efterligner derefter det relevante mønster på hånden. Det vil være mindre trættende end den fysiske kontakt, der normalt er forbundet med bogstavering og andre taktile kommunikationsteknikker.
I øjeblikket vanskeliggøres dette i praksis af, at talegenkendelse ikke er nøjagtig nok. Systemet er dog ikke begrænset til at bruges med stemmemetoden, idet man også kan tilføre data ved at skrive på et tastatur.
Braillearmbånd
Dette apparat bruger en teknik, der svarer til datahandsken, dog med den forskel, at den døvblinde modtager data som punktskrift. På indersiden er armbåndet forsynet med braille, som kan opdateres løbende for at give taktil respons. Der er plads til op til 10 brailleceller, afhængigt af, hvor langt armbåndet skal være for at nå rundt om håndleddet. Man kan enten beholde armbåndet på eller tage det af og lægge det fladt på bordet, hvor punktskriften så kan aflæses på normal vis.
CCTV i tøjet
Bøjelige skærme åbner muligheden for, at man kan gå med sit eget CCTV-apparat. Med zoomkameraet indbygget i en ring kan man læse lige nøjagtig det, man har lyst til, på en stor skærm monteret på sit ærme. Kommunikationen mellem kameraet og skærmen vil foregå ved, at strømmen føres henover brugerens arm eller gennem tøjet.
Meddelelsessystem til offentlig transport (busser)
Vil man en tur med bussen? Med dette apparat behøver man kun at kende nummeret på den bus, man skal med. Busserne skal have sendere monteret, og passageren skal tilsvarende bære en sender/modtager. Hver bus skal have et særligt signal knyttet til sit nummer. Når busnummeret indtastes på passagerens modtager, udsender den det relevante signal. Når senderen så sporer et tilsvarende signal, får buschaufføren besked om, at passageren venter ved næste stop. Samtidig får passageren et taktilt signal om, at bussen er på vej. Samme system vil kunne bruges til tog.
Køreplaner for offentlig transport
Hvis man har en PDA med trådløs forbindelse, kan man få de seneste ankomsttider for tog, mens man venter på perronen. Systemet indeholder tilmed en brailleskærm, der kan opdateres løbende. Dette program vil også kunne fortælle, hvilke stationer det næste tog stopper ved. Man kan også vælge at lade det vibrere, så snart det tog, man venter på, er kørt ind på perronen. Desuden vil systemet kunne give stationspersonalet besked om, at man har brug for hjælp.
Større indsats nødvendig
Moderne teknologi har masser af fantastiske anvendelsesmuligheder, når det gælder om at hjælpe borgere med kombineret syns- og hørenedsættelse. På nuværende stadie bliver der dog ikke gjort nok for at sikre, at apparaterne og omgivelserne rent faktisk er tilgængelige. Teknologien har i stedet tendens til at fokusere på kun at tilbyde tilgængelighed for personer med et enkelt sansehandicap.
Der bør gøres en større indsats for at udnytte eksisterende og kommende teknologi til at sikre, at døvblinde borgere får mest muligt ud af tilværelsen, da der inden for netop dette område kan gøres meget for at opnå forbedret livskvalitet for døvblinde.
Mainstreamteknologi
Lars Dittman, Danmarks Tekniske Universitet
Lars Dittmann er ansat som professor på Danmarks Tekniske Universitet med særligt fokus på integrerede netværk, hvor han som leder af afdelingen arbejder med både optiske og elektroniske netværk. Han er involveret i en række projekter på området såvel nationalt som internationalt.
Lars Dittman bidrager bl.a. med sine betragtninger om, hvor vigtigt det er at satse på den teknologi, der allerede er udviklet. Det kan være med til at sikre, at priserne når ned i et leje, hvor de for alvor bliver attraktive at tilbyde mennesker med funktionsnedsættelse.
Mit forskningsområde er generel infrastruktur og kommunikation. Vi ser på, hvordan vi får information ud til folk og i hvilken udstrækning, folk stoler på det. Vi er meget interesserede i hjemmets infrastruktur. For mig at se er det største problem i forhold til mennesker med erhvervet døvblindhed at få overført signalerne til kroppen udenom de normale sanseorganer, øre og øje.
Vi kan sagtens lave informationssystemer, som udsender information, RFID, med kort rækkevidde, som vi kender det fra information på varer i supermarkedet, en opgarderet stregkode, hvor der ikke behøver være visuel kontakt ved afkodning. Hvis man kunne blive enige, er der ikke noget i vejen for, at alt, hvad der placeres i det offentlige rum, indeholder information, som kan afkodes. Udfordringen ligger i at få informationen flyttet over i kroppen.
Transmittering
Det er også teknisk muligt at sende stimuleret RFID alle vegne. På den måde kan man udsende signaler om vejarbejde, trapper m.m., som vi kender det i dag med lydsignaler fra lysreguleringer, men her behøver folk, som ikke har brug for det, ikke at få den information. Den information, som indlægges i tags’ene, vil ofte være mere omfattende end det, den enkelte bruger har brug for. Den nødvendige filtrering og sortering af informationen vil ligge i modtagerenheden, som vil have den nødvendige computerkraft og ikke på samme måde, vil være afhængig af at skulle spare på strømmen.
Strømforbruget er en vigtig faktor, fordi disse enheder ikke er nogle man skifter batteri på, det er indlejret fra starten. Derfor skal enheden vækkes og udsende al information for derefter igen at falde tilbage i dvale.
I systemer til information om trafik, buslinier, afgangstider m.m. er det ikke et problem med energiforsyning, fordi den medbringes eller kan tilføres busstoppestedet, som har en fast installation. Alle busser i det indre København bliver i dag overvåget fra en central, fordi man gerne vil have et overblik over driften. Hvis det blev et krav ved udbud af driften, ville det ikke være noget problem at stille denne viden om driften til rådighed for kunderne.
Mainstream
Der er tale om mainstreamteknologi, som med mindre tilpasninger kunne anvendes af forskellige handicapgrupper. Vi kan forvente, at alle produkter bliver i stand til at udsende RFID indenfor kort tid. I dag ligger prisen omkring fem kr., og den skal ned på nogle øre, før den kommer på dagligvarer. Man er dog begyndt at lave dem som strips: klip ud og sæt på; så der bliver gjort meget for at få dem ned i pris.
Det er oplagt at udnytte, at erhvervslivet er interesseret i denne teknologi, fordi der er økonomiske fordele. Hvis alle dagligvarer er forsynet med tags, behøver der ikke at være kassedamer til at scanne stregkoder, måske ikke engang til at modtage penge, fordi beløbet automatisk trækkes på chipkortet.
Udstyr til at fremstille tags findes på markedet, og de koster ikke meget mere end 1000 kr. På tilsvarende måde findes afkoderne, så udfordringen er at udvikle den del, der skal omsætte det digitale produkt til det format, man nu har lyst til, syntetisk tale, punkt m.m.
Der ligger en vigtig mulighed for, at man kan bære RFID’er som en slag navneskilt, når man kommer i kontakt med døvblinde, så de kan afkode, hvem der er i nærheden, og om det er nogen, de vil i kontakt med. I forbindelse med vanskeligheden med at få signalerne overført til kroppen kunne en mulighed være at overføre direkte til CI-apparatet uden at overføre til hørbart signal.
Hvis noget er anvendeligt for handicappede er det også anvendeligt for andre. For de handicappede betyder det meget, at det kan blive et mainstreamprodukt, fordi det bringer prisen ned. Virtual reality gav et produktgrundlag for haptiske handsker – handsker, som giver et taktilt signal til bæreren – som giver mulighed for håndkommunikation over afstand. Mobiltelefonteknologien med sendemaster og tovejskommunikation med de mobile enheder giver mulighed for stedsbestemmelse ved krydspejling, og det gav både elektroniske fodlænker og mulighed for overvågning af demente plejehjemsbeboere.
Morse m.m.
John Paulin Hansen, IT-Universitetet
John Paulin Hansen er ansat som lektor ved IT-Universitetet i København. Han har sin daglige gang på afdelingen for Innovativ Kommunikation og har de seneste år især arbejdet meget med eyetracking.
John Paulin Hansen bidrager her blandt andet med sine tanker om morse som en mulig kommunikationsmåde for mennesker med døvblindhed .
Jeg arbejder for tiden med folk, som har svære motoriske forstyrrelser. Mit primære fokusområde er styring af eksterne systemer ved hjælp af øjenstyring. Systemet er interessant, fordi det kan bruges hele dagen uden de samme muskelproblemer, som opstår med langvarig anvendelse af joystick, trackball eller pandepind.
Øjenstyring
I næste generation kan det gøres mobilt, når det integreres med et brilledisplay, så man kan ligge i sengen, gå udenfor eller sidde i en kørestol og kommunikere med sine omgivelser eller give retninger til sin kørestol. Vi er i øjeblikket i gang med at finde løsninger, så det er muligt at pege og klikke med øjenbevægelser og retninger.
Et af mine særlige interessefelter er at se på, hvad der er effektiv kommunikation på forskellige typer af grænsesnit. Modtagelse af taktil kommunikation tager længere tid end kommunikation vha. hørelse. Almindelig tale har en hastighed på 150-200 ord i minuttet, men taktil kommunikation vha. håndalfabet eller tegnsprog har ifølge litteraturen en hastighed, der ligger et sted mellem en fjerdedel og tre fjerdedele af dette. Det er samtidig meget anstrengende, og man bliver hurtig træt. Det er endvidere et andet stort problem med taktil kommunikation, at man ikke kan gøre andet, mens man taler. Der er et eksempel med en, som er nødt til at holde op med at røre i farsen, før hun kan begynde at ”lytte” og snakke. Så en af de store udfordringer er at tænke på et system, som er integreret med personen uden at hæmme.
Morse
Mit udgangspunkt kunne være noget, som konstant sidder på armen, og som gør dig i stand til at kommunikere, mens du laver noget andet. I den forbindelse kommer jeg til at tænke på et system, som har 200-300 år på bagen, og som opnår talehastighed på over 30 ord i minuttet – nemlig morsesystemet. Det undrer mig, at det overhovedet ikke er kommet på tale i denne sammenhæng, når det kun drejer sig om montering af to brummere for at kunne opnå tale- og kommunikationshastigheder i den størrelse.
Jeg ved, at der kan være problemer med at lære folk morsesystemet, men på den anden side ser vi jo, at børn, som fx går til spejder, meget hurtigt kan tilegne sig de grundlæggende teknikker. Trænede telegrafister 2 5 når op på 60 ord i minuttet, og det er ikke ualmindeligt, at amatører kan nå op på 30 ord i minuttet.
Der kan også lægges en del prædiktion ind, når man kender konteksten, og det vil være let at anvende en familiær jargon eller lokal dialekt, hvor for eksempel vokalerne er fjernet eller særlige koder, som det også kendes fra telegrafien – trebogstavskoder plus et eller andet tal, som til sammen har særlige betydninger.
Personlig kommunikation problematisk
I forbindelse med skiftende hjælpere er det vigtigt, at kommunikationen ikke bliver for personpræget, for så bliver der for mange misforståelser og gætterier. For døvblindblevne er det sjældent den ekspressive kommunikation, som er problemet, fordi de er blevet døvblinde og derfor har et talesprog eller et tegnsprog som modersmål.
Derimod skal det tænkes som et kommunikationssystem for hjælpere m.fl. Det er altså mere den impressive kommunikation som er i fokus. På verdensplan er der døvblinde, som har opfundet deres egne systemer, som de kan kommunikere med deres nærmeste med, men skiftende hjælpere eller perifere personer har ikke mulighed for at bruge disse.
Mobiltelefonen
I mobiltelefoner er der indbygget programmerede funktioner, som godt nok er skjult af fabrikanterne, men som i forbindelse med udvikling af mobilen som hjælpemiddel sikkert kunne blive tilgængelige. Det skulle så være muligt at aktivere den indbyggede buzzerfunktion, så den kan kobles til ydre enheder, som kan placeres på huden. Det åbner umiddelbart en forestilling om, at tale kan omsættes til morse, som så kommer til udtryk gennem vibratorer på huden. Imidlertid er der meget store problemer med stemmegenkendelse og der er også problemer med mikrofonkvalitet og optagelse af lyd i støjfyldte miljøer, for eksempel på gaden. Man har i en årrække arbejdet med forskellige måder at komme udenom en persons skadede kommunikationsmuligheder.
I de fleste tilfælde drejer det sig om, at personen ikke er i besiddelse af ekspressive færdigheder i modsætning til de døvblindblevne, hvor det som tidligere nævnt, er de impressive færdigheder, som mangler. Men også her vil udviklingen sikkert medføre, at der bliver mulighed for håndkommunikation over afstand – fx vha. handsker, som vi kender dem fra virtual reality, hvor kommunikationen overføres til handsken gennem en vilkårlig fjernkommunikation som for eksempel telefon eller internet.
Computeren
Når computeren inddrages på denne måde i kommunikationen, så er det vel også oplagt, at der programmeres software, som omsætter almindeligt sprog fra et tastatur til håndtegn i en sådan ”robothandske”. Den største opgave er måske at komme udenom den skjulte kommunikation, som også foregår, når man tager en anden i hånden? I de fleste systemer, som jeg ser det, kan mobiliteten opnås gennem anvendelsen af mobiltelefonen, som samtidig indeholder en række muligheder, som ikke udnyttes eller er tilgængelige på nuværende tidspunkt.
Endelig kan man fx aktivere en evt. lille synsrest vha. blink i en displaybrille. Dermed bliver det muligt at guide personen gennem forhindringer på gaden. Man kan også forestille sig en anden form for feedback fra kamera eller ultralydsystem.
Imidlertid kommer man ikke udenom at forholde sig til et dimsehelvede med 8-10 enheder, som man skal have med og ledninger, som filtrer sig sammen og enheder, som skal lades op. Det er meget et spørgsmål om design af et system, som kan fungere i praksis, og som kan læres af den døvblinde og omgivelserne.
Fra data til viden
Preben Mejer, Innovation Lab
Fremtidsforsker. Teknologisk spåmand. Storinspirator. Det er nogle af de titler, der i tidens løb er hæftet på Preben Mejer. Han så længe før nogen anden, at pc’en ville indtage Danmark. Preben Mejer har blandt mange bedrifter været med til at starte TDC Internet. I dag er han direktør i Innovation Lab.
Preben Mejer bidrager til denne artikelsamling med sin tanker om, hvad teknologien i fremtiden kan bibringe mennesker med funktionsnedsættelse. Han har som bekendt tidligere haft held med sine forudsigelser.
En af de store udfordringer, når vi taler om teknologiske løsninger, der kan hjælpe mennesker med funktionsnedsættelse i dagligdagen, er at omsætte data og informationer til noget, brugbart og begribeligt for brugeren. Den teknologiske udvikling arbejder for dette, og menneskets egen hjerne spiller en væsentligt rolle Jeg vil pege på tre område, der er relevante i den teknologiske udvikling. Ikke bare når vi taler om mennesker med funktionsnedsættelse, men for samfundet som helhed.
Data og informationer
Det ene område er informationer, eller andre former for data. Når man er i en situation, hvor man ikke kan selv kan se dataene, så er der noget, der skal hjælpe en til at fange disse oplysninger. De skal så afleveres til brugeren på en måde, som vedkommende kan håndtere. Der er flere ting; som er på vej ind i vores hverdag, som kan afhjælpe, eller kompensere for forskellige former for funktionsnedsættelse.
Mobiltelefoner er, deres lidenhed til trods i besiddelse af stor computerkraft og kameraer, oftest nu med kameraer i glimrende kvalitet, som omsætter visuelt indtryk til data, data som kan behandles på forskellige måder. Hvis man står i Japan og ser på et vejskilt og ikke forstår noget som helst, så kan man tage et billede med sin mobiltelefon, sende det til en oversættertjeneste og få en oversættelse tilbage, hvoraf det fremgår, hvad der står på skiltet. Det er tæt på, at denne automatiserede tjeneste er mere end en prototype.
Den mobile enhed spiller en central rolle
Den mobile enhed, mobiltelefonen, er udstyret med enheder til datainput, mikrofon og kamera, så både lyd og billede lagres i digital form. Mobiltelefonens datakraft er nu så stor, at den er i stand til at konvertere de lagrede data til den form for output, som man nu har brug for. Det kan være forstørret eller mere kontrastrigt billede, det kan være lyd, som transformeres til et frekvensområde, hvor det kan opfattes, og så er der mulighed for at oversætte til fx et taktilt system.
Elektroniske mærker, ting der ”taler og tænker”
En tredje ting er genstande, som selv er i stand til at gøre opmærksom på deres tilstedeværelse, eller en tilstand, f.eks tændt/slukket – altså udsender oplysninger som kan opfanges af en person. Det kan være elektroniske mærker, eller RFID-tags, der kan aflevere oplysninger, men de rækker kun 1-1,5 meter. Der er også aktive og batteridrevne RFID-tags som har en længere med rækkevidder på 10-50 meter, så man på afstand kan få oplysninger, f.eks om hvornår og hvorhen den næste bus går – stadigvæk levereret på den måde som er den optimale for brugeren, tale, eller kontrastrigt billede, eller andet.
Mange varer udstyres netop nu eller indenfor kort tid med disse tags, som kan opfanges af fx en mobiltelefon og give oplysninger om mælkens holdbarhed, næringsindhold og andre oplysninger. Systemet indeholder så mange muligheder, også kommercielt, at en lille handicapgruppe vil kunne profitere af det uden ekstra udgifter. I både produktions- og distributionsleddet vil der nemlig kunne spares store beløb, når det er muligt at kunne følge den enkelte enhed, eller enheder fra et bestemt produktionsmodul, når der fx skal tilbagekaldes varer med en produktionsfejl. Nu skal måske en hel dagsproduktion kaldes tilbage, mens man i fremtiden kan nøjes med at tilbagekalde en delmængde.
Hjernen kobles direkte på
Omsætning af data til noget som kan registreres af brugeren er en udfordring i sig selv, men også her vil teknologien kunne hjælpe, dog med en lidt længere horisont rent tidsmæssigt. Om nogle år vil hjernen kunne kommunikere direkte med teknologien.
Vi har eksempler på, at hjernevirksomhed kan omsættes til elektriske signaler, som direkte kan styre fx en kørestol. Vi kan også forestille os fx implantater som kan omsætte output fra hjernen til handling, noget der sandsynligvis vil kunne ses inden 2020.
Navigation indendørs
Jonas Kroustrup, Teknologisk Institut
Jonas Kroustrup er ansat som konsulent hos Teknologisk Institut. Hans særlige kompetenceområder ligger blandt andet inde for design af brugergrænseflader, digital forvaltning, forretningsmodellering, softwaretest og -testplanlægning, uddannelsesplanlægning og uddannelsesrådgivning.
Jonas Kroustrup bidrager her bl.a. med sine tanker om at finde rundt indendørs og om deltagelse og demokrati baseret på teknologiske hjælpemidler til mennesker med funktionsnedsættelse.
Et område der har været fokus på, når vi taler om mennesker med funktionsnedsættelse, er tilgængelighed til offentlige hjemmesider. Det er dog kun en lille del af det generelle behov, der er for information og tilgængelighed. Det er også vigtigt for en kommunikationshæmmet at kunne få at vide, at der er styrtet et fly ned i Thailand og at kunne finde rundt i det offentlige rum og offentlige bygninger, både indkøbscentre, rådhuse og hospitaler. I en sådan sammenhæng er RFID-teknologien interessant.
RFID
RFID er en slags intelligent stregkode, der udgøres af en lille chip med en tynd radio, som man kan få ned i knappenåls størrelse. Chippen kan monteres på snart sagt alle materialer. Det kan være en enhed, hvor informationen ligger fra produktionsstart, som vi kender det fra fx en nøglebrik, som man kører forbi en dør, så den fungerer som nøgle. Eller man kan få dem som aktiv enhed, hvor man kan skrive noget i dem.
På Teknologisk Institut er vi meget interesserede i at undersøge de muligheder, der ligger i at få en sådan aktiv enhed til at fungere sammen med fx patientjournaler. Det skal sikre, at man hele tiden ved, hvad der skal foregå med den aktuelle patient. Derved kan man undgå fejloperationer.
Inden for rækkevidde
Jeg vil tro, at der om tre-fem år vil være RFID på alle varer i supermarkederne. Der vil være tale om mange forskellige former for information: På mælken vil det være type, mejeri, dato, opbevaringstemperatur – alt det vi normalt læser ind, når vi ser på varen. I modsætning til stregkoder har det den fordel, at alle varerne kan læses på samme tid.
Man kan selvfølgelig lugte sig frem til, at varen er for gammel, men den store fordel ligger i at kunne vide, hvor lang tid der er indtil, den er for gammel, det giver mulighed for at planlægge. Det er den idé, der ligger til grund for det intelligente køleskab. Ikke nok med at det hele tiden kan fortælle, hvilke varer der i køleskabet, det kan også fortælle, hvor gamle varerne er eller mere præcist, hvor lang tid varerne har til forældelse.
Det giver mulighed for, at køleskabet kan lave en automatisk indkøbsliste til det nærmeste supermarked, så man får en privat lagerstyring. Især for gruppen af handicappede kan det være vigtigt, at man kan forberede sine indkøb, især hvis man kun får leveret to gange om ugen, er det vigtigt ikke at glemme noget. Det kan også være en fordel når man står i supermarkedet, at man kan få en indholdsliste sendt fra køleskabet som en sms, eller hvis familien kommer på besøg, så kan de se, hvad de med fordel kan købe ind på vejen.
Rent teknisk er det indenfor rækkevidde, men det kræver nogle standardiseringer i hele varekæden og der er mange instanser, som skal tages i ed, men det er man godt på vej med i EU.
Navigation i bygninger
Jeg kunne forestille mig RFID-tags placeret på både person og i rummet. Personen skal være udstyret med en læser, der er i stand til at afkode de signaler som kommer fra fx en INFO-stander. Personen kan også være udstyret med en RFID-tag, som har information, som er knyttet til netop denne person og som indeholder information, som kan afkodes af forskellige læsere.
Når personen vil gå gennem en dør, åbner den automatisk. Det kan udbygges til et homemessengersystem, som afhængigt af den indkodede information sørger for at åbne og lukke vinduer, tænder og slukker for lyset og sørger for at holde styr på, om der er slukket for komfuret.
I forbindelse med udviklingen på sensorområdet er vi interesseret i udvikling af de kendte teknikker som ultralyd og infrarøde sensorer til registrering af genstande i rummet, og hvordan det måske kan anvendes til ledelinjer, så man kan navigere i rummet og så man bedre kan planlægge sin rute.
I forbindelse med robotteknologi er det afgørende med en pålidelig positioneringsteknologi. Det værste, som kan ske for en robot, er når den ikke ved, hvor den er. Det er det måske også, hvis man har en kombineret høre- og synsnedsættelse – har man ikke noget begreb om, hvor man er, så kan man føle sig lidt fortabt.
Lige nu kender vi til robotter, som tøffer rundt som fx støvsugere, men de lærer omgivelserne at kende ved at støde ind i begrænsningerne og på den måde lære sig en rute. Hvis der flyttes om på møbler eller andre genstande, må den starte forfra. Vi ser dog servicerobotter som fx uddeler medicin, måske endda på grundlag af input fra personens RFID-tag, hvor en bestemt skuffe låses op, så der ikke kan ske fejltagelser, fordi pillerne ligner hinanden for meget.
Problemer ved indendørs positionering
For at vende tilbage til problemet med indendørs positionering, så er der problemer med GPS. Det bliver bedre med Galileo, når (hvis) det med tiden kommer op. Galileo er det europæiske modstykke til det amerikanske GPS-system og er baseret på en konstellation af 30 satellitter i forskellige baneplaner. Det vil blandt andet sikre en bedre dækning i Nordeuropa og er mere præcist end det amerikanske system.
Det er muligt løbende at give vejledning om, hvilken retning man skal tage ved at indbygge RFID-tags i bygningen, så der hele tiden kan gives melding om, at man skal fortsætte ligeud eller dreje. På samme måde som en seende kan følge en farvet linie på fx et hospital. Et sådant system kan udsende signaler, som er tilpasset den enkelte modtager, fordi der jo sidder et IT-system bag det hele, og personens RFID er blevet registreret ved ankomst til receptionen.
Det vil være rimeligt at sådanne systemer installeres i alle større offentligt tilgængelige bygninger som fx sygehuse. I storcentre vil de enkelte forretninger have interesse i, at kunderne kan få information om, hvor en given forretning befinder sig i forhold til kundens nuværende placering. Den teknologi vil være en fordel for alle.
Demokrati
Det er ikke kun i forbindelse med navigation, at det er vanskeligt at få den nødvendige information. Et grundlag for demokratiet er adgang til information og muligheden for at handle. Erfaringer fra projekter i andre lande viser, at der er stor vilje til at engagere sig i alle mulige politiske spørgsmål, hvis det gøres nemt. Men netop det kan jo være et problem for mennesker med syns- og hørehandicap, hvis der ikke tages højde for deres funktionsnedsættelse. Så kan det være forbundet med vanskeligheder og afhængighed af andre – familie eller hjælpere – at deltage i demokratiet.
Et system, som giver mennesker med funktionsnedsættelse øgede muligheder for at deltage i de demokratiske beslutninger, kunne også gøre det lettere for resten af befolkningen at udøve sin borgerret.
Digital tolkning af merbetydning til døvblindblevne
Af Bodil Christensen, Maria Lykke Nielsen, Eva Marie Tang Kirk, Nynne Jørgensen og Morten Okholm, studerende ved IT-Universitetet
I forbindelse med et forløb om konceptudvikling lavede disse fem IT-studerende et forslag til et IKT-baseret hjælpemiddel
for døvblindblevne. Vi synes, deres forslag er et godt eksempel på konkret nytænkning og innovation i forhold til døvblindes særlige behov, og derfor skulle deres bidrag naturligvis med i denne artikelsamling.
I det følgende beskriver ITU-gruppen deres koncept kaldet iRely, som skal hjælpe døvblindblevne med et af de store problemer, nemlig adgang til den information, som findes i deres omgivelser og især hos de mennesker, de er sammen med.
Mennesket kommunikerer hele tiden, bevidst såvel som ubevidst, det er måden at opretholde og skabe sociale relationer på. Når vi taler med hinanden, hvad enten det er en fortrolig samtale mellem to personer, eller vi taler til en forsamling, finder der altid en ubevidst kommunikation sted, i form af ansigtsmimik, kropssprog, intonation og lyde. Mens vi taler eller lytter, afkoder vi samtidig disse koder og justerer vores egen reaktion og kommunikation til at passe den anden. Idet et individ helt eller delvist mister både høre- og synssans, opstår problemer med netop denne tolkning.
I en tid hvor digitale løsninger findes i et ethvert hjem, burde en nem og let tilgængelig kommunikationsløsning til døvblinde for længst have været på markedet. Dette ser dog ikke ud til at være tilfældet. Det skyldes sandsynligvis at gruppen er så smal, at interessen for at udvikle kommunikationsprodukter ikke er stor. Der er derfor tale om en gruppe mennesker, der ofte tilpasser sine behov til de produkter der findes, frem for at produkterne tilpasses deres behov.
Haptisk kommunikation (se faktaboks) er et område, der er kommet mere i fokus hos døvblinde gennem de seneste år og derfor er vores produkt idébaseret på netop denne kommunikationsform. Vores ide tager således udgangspunkt i et område, hvor vi kan være med til at styrke og selvstændiggøre døvblinde ved at formidle merbetydningerne i kommunikationen.
iRely tolker den fysiske merbetydning i en kommunikationssituation, som erstatning for en haptisk tolk. Den kan bruges i både en tomandssamtale og i møder, hvor den blandt andet kan aflæse samtalepartnerens ansigtsudtryk og latter. Den døvblinde kan derfor ved hjælp af iRely aflæse modtagerens reaktion på det sagte og derved få de informationer, der ellers vil gå tabt. De tolkede signaler aflæses i relieffet, hvor konturen står op af iRely’en og ved at lade en finger køre henover displayet kan informationerne aflæses. Derudover fortæller iRely via vibration når en familiær person hilser på den døvblinde.
Illustration 1. På dette billede viser iRely seks personer i en forsamling. Alle personer vises i relief, så den døvblinde person kan mærke deres ansigtsudtryk.
Dataformen, hvorved iRely kan præsentere sine informationer, er ikoner med stemningsgengivelse, bogstaver og tal i relief, rumbeskrivelse og – for dem som måtte ønske det – braille. Braille, bogstaver og tal bruges når produkt viser navnet på en genkendt person. Ikonerne er inspirerede af smileys, som man kender fra mobiltelefonen.
For at fungere efter hensigten skal iRely have indkodet et fundament, som en adressebog, bestående af data fra 20-25 personer i den døvblindblevnes omgangskreds, hvor ansigt og stemme genkendes.
Der er fem overordnede brugssituationer, hvor iRely vil være en væsentlig støtte:
- en samtale mellem to personer
- mindre forsamlinger, eksempelvis gruppemøde med deltagelse af op til seks personer
- besøg af nye steder, hvor den døvblinde ikke kender de fysiske rammer
- større forsamlinger, eksempelvis foredrag, hvor den døvblinde er med som deltager
- større forsamling, eksempelvis foredrag, hvor den døvblinde er foredragsholder
I de ovennævnte brugssituationer vil outputtet fra iRely være som følger:
- iRely kommunikerer merbetydning i kommunikationen fra de genkendte personer
- Dog maksimalt seks personer ad gangen, for at alle ikoner kan vises på skærmen
- Rummene bliver beskrevet i generelle træk, størrelsen og væggenes placering
- Latter og stilhed i forsamlingen bliver beskrevet på reliefdisplayet og ved vibration
- Ansigtsudtryk hos publikum bliver kontinuerligt tolket af iRely og der kan hele tiden følges med i stemningen hos publikum ved blot at røre ved iRely.
Beskrivelse af teknik
Teknikken bag iRely består af et kamera, en mikrofon, en indbygget vibrator og et reliefdisplay. Kameraet kan bygges ind i den døvblindes briller eller høreapparat, hvilket afgøres af de hjælpemidler, den enkelte døvblinde gør brug af. Reliefdisplayet fungerer ved at have et antal meget tynde metalsøjler som erstatning for de normale pixels, der er på en skærm. Søjlerne styres via magnetisk påvirkning, som styres elektronisk. Oven på disse metalsøjler er et tyndt lag glat, fleksibelt gummi, så iRely er rar at røre ved.
Illustration 2. Her ses iRely fra siden. Her kan man se alle de små metalsøjler.
Faktaboks
Haptisk kommunikation er taktile signaler, som udføres af en tolk på ryg, skuldre og overarme på den døvblinde person. Signalerne giver den døvblinde information om, hvad der foregår i rummet, men tolker altså ikke sprogligt.