17 syndromer og sygdomme der kan medføre erhvervet døvblindhed
(Links opdateret 08.10.2009)
Download 17 syndromer og sygdomme der kan medføre erhvervet døvblindhed
Bestil 17 syndromer og sygdomme der kan medføre erhvervet døvblindhed
Forord
Introduktion: Arvelige døvblindhedssyndromer
Adrenoleukodystrofi
Alport syndrom
Alström syndrom
Bardet-Biedl syndrom
Cockayne syndrom
Crouzon syndrom
Friedreich ataksi
Jensen syndrom
Laurence-Moon syndrom
Leber medfødte amaurose
MELAS syndrom
Mohr-Tranebjærg syndrom
Neurofibromatose type 2
Norries sygdom
Refsums sygdom
Stickler syndrom
Turner syndrom
Wolfram syndrom
Ordforklaring
Dette kompendium indeholder beskrivelser af 18 af de mest kendte syndromer og sygdomme, som fører til udvikling af kombineret høre- og synsnedsættelse og døvblindhed i barne-, unge- eller voksenalderen.
Kompendiet er ikke udtømmende. Der findes flere syndromer, som kan føre til udvikling af døvblindhed, end de her nævnte. Der er også en række syndromer, som typisk er årsag til medfødt døvblindhed, ligesom der kan udvikles døvblindhed ved en lang række hver især sjældne kromosomsygdomme som fx Down syndrom. Information om årsager til medfødt døvblindhed kan fås hos Videnscenter for Døvblindfødte.
Usher syndrom, som er det mest udbredte døvblindhedssyndrom, er heller ikke med i dette kompendium. Det er beskrevet udførligt i en særskilt udgivelse.
Formålet med kompendiet er at give fagfolk og andre interesserede mulighed for hurtigt at skaffe sig en oversigtlig viden om de forskellige syndromer, og især de tilhørende syns- og høreproblemer. Ved hvert syndrom er der desuden tilføjet henvisninger til yderligere information af mere eller mindre specialiseret art.
Der er en ordliste med forklaring på særlige fagbegreber. Ved at klikke på de aktive ord, kommer du til en nærmere forklaring i ordlisten. (Klik på ”Tilbageknappen” i øverste venstre hjørne af din browser for at komme tilbage til det sted, du var i dokumentet.)
Beskrivelserne er lavet af stud.med. Anders Hougaard på baggrund af bl.a.
Professor i genetisk audiologi Lisbeth Tranebjærg har derefter læst korrektur på og revideret beskrivelserne, så de afspejler den seneste viden på området. Videnscentret skylder Lisbeth Tranebjærg en meget stor tak for dette store arbejde med at kvalitetssikre indholdet i kompendiet.
Vi vil også rette en stor tak til Claes Möller, professor i medicinsk handicapvidenskab i Örebro, som har bidraget med værdifulde kommentarer og input undervejs.
Hvis du – på trods af vores anstrengelser – alligevel skulle opdage fejl eller mangler i beskrivelserne, eller hvis du har spørgsmål eller kommentarer til dem, er du meget velkommen til at kontakte os.
God læselyst.
Videnscentret for Døvblindblevne
Oktober 2007
En generel kommentar til indholdet: Så vidt muligt har vi angivet den anslåede forekomst af de enkelte syndromer, men hvor mange nymutationer, der er i de enkelte syndromer, vides ikke. (En nymutation er en forandring af et gen, som ikke er arvet fra faderen eller moderen, men som er opstået spontant ved dannelsen af fosteret.)
(Tilbage til indholdsfortegnelse)
Af professor Lisbeth Tranebjærg
Formålet med dette kompendium er at præsentere lettilgængelig viden om de 18 mest kendte arvelige årsager til udvikling af kombineret syns- og høreproblemer (døvblindhed). Disse tilstande, som er sjældne hver især, diagnosticeres i stigende grad i takt med, at man har fået øjnene op for betydningen af arvelige årsager i denne sammenhæng.
For en del år siden var medfødt rubella (røde hunde) en dominerende årsag, og efter at vaccination stort set har udryddet denne årsag, er de mange forskellige arvelige årsager tilsammen blevet altdominerende, sammen med meget for tidlig fødsel.
Kortlægningen af den menneskelige arvemasse og aktiv forskningsinteresse på feltet døvblindhed i Norden og verden i øvrigt har betydet, at mange flere personer nu bliver nøje undersøgt, f.eks. i de nationale ekspertteams i både Norge, Sverige og Danmark for årsagen til deres kombinerede sansetab.
Det har stor betydning at kende den tilgrundliggende årsag, både af hensyn til at håndtere alle aspekter af et givet døvblindhedssyndrom, og for at være tidligt ude med at konstatere symptomer, som kræver særlig behandling. Et eksempel på dette er tilstedeværelsen af diabetes mellitus (sukkersyge) ved Wolfram syndrom.
En præcis diagnose giver også mulighed for at fastslå sygdommen genetisk. Hvis den præcise arveforandring i et kendt gen er påvist, kan man foretage undersøgelse af andre familiemedlemmer - og fosterundersøgelse, hvis det er aktuelt.
At fastslå arveligheden af en tilstand er vigtigt både for at forstå årsagen, og for at familien kan søge information i forskellige livsfaser om betydningen for de forskellige familiemedlemmer, i form af f. eks genetisk vejledning. Udredning af arveligheden af sådanne tilstande foregår som en højtspecialiseret funktion på audiogenetisk enhed, Audiologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital.
Lisbeth Tranebjærg, professor i genetisk audiologi
Audiologisk Afdeling, Bispeberg Hospital og Wilhelm Johannsen Centret, Panuminstituttet
Email:
tranebjaerg@imbg.ku.dk
Www:
Audiogenetisk udredning, Bispebjerg Hospital
Download også Lisbeth Tranebjærgs informationsbrochure om arvelig hørenedsættelse (word)
(Tilbage til indholdsfortegnelse)
Adrenoleukodystrofi (ALD) er en sygdom kendetegnet ved gradvis nedbrydning af binyrebarken samt det fedtholdige materiale (myelin), der isolerer nervesystemets celler og derved muliggør dets ledning af elektriske signaler. Sygdommen forekommer i forskellige varianter. Her omtales kun den alvorligste form, der typisk viser sig hos drenge i 5-10-årsalderen. Andre former kan debutere senere i livet.
Siemerling og Creutzfeldt beskrev som de første ALD i 1923. Siden har man fundet frem til det gen, som er forandret hos personer, der lider af sygdommen.
Syn og hørelse
Som følge af nervecellernes nedsatte evne til at lede signaler nedsættes syns- og hørenervernes funktion, hvorfor der gradvist udvikles problemer med syn og hørelse. Hørenedsættelsen kan forstærkes, idet personer med ALD desuden kan udvikle forstyrrelse af sprogfunktionen (afasi) og således vil få problemer med at forstå tale, selvom det stadig er muligt for dem at opfatte lyde. Af samme årsag kan de have problemer med at læse.
Andre symptomer
Tidlige symptomer på ALD er ofte adfærds- og personlighedsforstyrrelser i form af problemer med koncentration og hukommelse eller hyperaktivitet og aggression. Hos børn i skolealderen fejltolkes dette hyppigt som en form for opmærksomhedsforstyrrelse (fx DAMP). Symptomerne er fremadskridende med tiltagende koordinationsvanskeligheder, spastiske lammelser og krampeanfald, hovedpine, taleproblemer og fremadskridende demens.
Sygdommen udvikler sig som regel meget hurtigt. Døden kan indtræffe allerede få år efter de første symptomer viser sig, og inden da vil personen blive svært fysisk og psykisk handicappet. Enkelte vil kunne leve i op til ca. 20 år med sygdommen.
Arvegang
Kønsbunden arvegang. Kun drenge udvikler symptomer, men piger kan være bærere af sygdommen. Kvindelige bærere kan i nogle tilfælde udvikle symptomer senere i livet.
Behandling
Der er forsøgt og forsøges en række forskellige behandlingsmuligheder af symptomerne i ADL. Blandt disse er forsøg på at stoppe sygdommens udvikling gennem at mindske indholdet af de skadelige lange fedtsyrekæder i kroppen fx gennem indtag af Lorenzos Olie, en særlig olie fremstillet på basis af olivenolie og rapsolie.
Denne olie blev udviklet af forældrene til drengen Lorenzo, som i 1984 blev syg af ALD. Uden nogen medicinsk eller naturvidenskabelig baggrund kæmpede Lorenzos forældre for at finde en behandling til deres søn. Historien er fortalt i filmen Lorenzo’s Oil fra 1992. En anden behandlingsform, som forsøges, er knoglemarvstransplantation, som viser lovende resultater, hvis den foretages på et tidligt tidspunkt i sygdommens udvikling.
Forekomst
Der registreres gennemsnitligt to nye tilfælde af ALD i Danmark om året.
Mere information
(Tilbage til indholdsfortegnelse)
Alport syndrom er først og fremmest en nyresygdom, men kendetegnes ofte desuden ved problemer med syn og især hørelse. Sygdommen skyldes en genetisk betinget fejl i en særlig type bindevæv, der har betydning for nyrernes funktion.
Syndromet blev først beskrevet af Guthrie i 1902. Sydafrikaneren Arthur Cecil Alport beskrev sygdommens forløb og natur i detaljer, inklusive den tilknyttede hørenedsættelse, i 1927.
Syn
Synsnedsættelse ved Alport syndrom er medfødt og skyldes oftest, at øjets linse har en abnorm form eller er delvist uigennemsigtig (grå stær). Også hornhinden kan være sløret. Personer med Alport syndrom er desuden ofte nærsynede.
Hørelse
Hørenedsættelsen er ikke medfødt ved Alport syndrom, men udvikles senere i livet. Der er tale om en fremadskridende sensorineural hørenedsættelse. Den starter som regel i puberteten..
80–90 pct. af alle mænd med den kønsbundne form for Alport syndrom vil udvikle udtalt hørenedsættelse omkring 40-årsalderen. Hos kvinder med den kønsbundne form, og hos personer med den ikke-kønsbundne form, er hørenedsættelsen mindre udtalt og langsommere fremadskridende.
Andre symptomer
Et karakteristisk symptom er blod i urinen, hvilket typisk vil forekomme omkring puberteten. I en urinprøve vil desuden kunne påvises udskillelse af proteiner, hvilket er et typisk tegn på nyresygdom. Nyrernes funktion vil blive gradvist dårligere, og som følge heraf vil der vil optræde symptomer som kvalme, træthed, åndenød, højt blodtryk og væskeophobning i kroppen (ødem). Der er risiko for så nedsat nyrefunktion, at der kan blive behov for regelmæssig dialyse (rensning af blodets indhold af affaldsstoffer og salte) eller nyretransplantation.
Arvegang
Der findes tre forskellige former for Alport syndrom med forskellig arvegang og varierende grad af symptomer. Den kønsbundne form er den hyppigste. Både mænd og kvinder udvikler symptomer ved den kønsbundne form – symptomerne er dog typisk væsentligt mildere hos kvinder.
Arvegangen kan desuden være både autosomal recessiv og autosomal dominant (som dog er meget sjælden).
Forekomst
Alport syndrom menes at forekomme hos en ud af 50.000 levendefødte.
Mere information
(Tilbage til indholdsfortegnelse)
Alström syndrom er en meget sjælden arvelig sygdom. Symptomerne minder om dem, der ses ved Bardet-Biedl syndrom, men de optræder som regel tidligere. Syndromet blev beskrevet for første gang af svenskeren C. H. Alström i 1959.
Syn
Synsnedsættelsen skyldes retinitis pigmentosa, men har til forskel fra fx Usher syndrom en meget hurtig forværring. Hos personer med Alström syndrom begynder en fremadskridende synsnedsættelse typisk ved 15 månedersalderen, men hos nogle allerede ved fødslen.
Meget udtalt synsnedsættelse indtræder normalt inden det fyldte 20. år. Ud over synsnedsættelse vil personer med syndromet have tendens til lysoverfølsomhed og ufrivillige øjenbevægelser (nystagmus). Desuden er der tendens til udvikling af grå stær.
Hørelse
En fremadskridende sensorineural hørenedsættelse begynder at vise sig i løbet af de første 10 leveår. Det tidligste tegn er en nedsat evne til at opfatte høje toner, hvilket kan være særligt problematisk for mindre børn, da især det høje toneområde har stor betydning for barnets sprogudvikling. Hørenedsættelsen udvikles generelt langsommere end synsnedsættelsen.
Mange med syndromet har tendens til at danne en klæbrig væske i øregangen, hvilket yderligere kan forværre høreproblemerne.
Andre symptomer
Syndromet er desuden kendetegnet ved svær overvægt, der optræder allerede tidligt i barndommen, type 2-diabetes, samt sygdom i hjertets muskulatur (cardiomyopati). Sidstnævnte kan blive så svær, at en hjertetransplantation bliver nødvendig.
Andre organproblemer rammer lever, nyre og bugspytkirtel. Barnen får tidligt (dvs. i tidlig teenagealder) forhøjet kolesterol, forhøjet blodsukker samt ofte forhøjet blodtryk.
Børn og unge med syndromet har i nogle sammenhænge vist sig at have indlæringsvanskeligheder og karakteristiske adfærdsproblemer.
Arvegang
Arvegangen er autosomal recessiv, dvs. at hvis begge forældre er raske bærere af det forandrede gen, er sandsynligheden 25 pct. for at få et barn med Alström syndrom.
Forekomst
Alström syndrom er ekstremt sjældent, men det vides ikke med sikkerhed hvor hyppigt det forekommer. I dag kender man på verdensplan til ca. 400 personer med syndromet fordelt på 42 lande. I Sverige, hvor man har ledt aktivt efter sygdommen, kender man i dag til omkring 10 børn/unge og unge voksne. Mange med Alström syndrom dør desværre i for tidlig alder pga. ufuldstændig og for sen diagnosticering og pga. de alvorlige fremadskridende symptomer ved syndromet. Sygdommen har hidtil ikke været diagnosticeret i hverken Norge eller Danmark
Mere information
(Tilbage til indholdsfortegnelse)
Bardet-Biedl syndrom er en arvelig sygdom, der viser sig ved en række vidt forskellige symptomer.
Syndromet er opkaldt efter den franske læge G. Bardet og den tyske læge A. Biedl, der i henholdsvis 1920 og 1922 beskrev syndromet. Man har tidligere troet, at syndromet er identisk med Laurence-Moon syndrom, men i dag er der overvejende enighed om at betragte de to syndromer som forskellige.
Syn
Synsnedsættelsen ved Bardet-Biedl syndrom skyldes øjensygdommen retinitis pigmentosa. Synsproblemerne viser sig som regel inden seks-syv-årsalderen, men ofte tidligere. De første tegn på synsnedsættelse vil ofte være nedsat syn i mørke og overfølsomhed over for stærkt sollys. Efterhånden bliver der problemer med farvesynet og synsfeltet bliver gradvist indsnævret. Langt de fleste personer med syndromet har stærkt nedsat syn før 20-års alderen.
Hørelse
Mens synsnedsættelse altid forekommer ved Bardet-Biedl syndrom, er svær hørenedsættelse ikke et lige så karakteristisk træk. Ca. halvdelen af alle voksne med syndromet har en moderat sensorineural hørenedsættelse, og personer med syndromet har desuden tendens til at danne en klæbrig væske i mellemøret samt til at få gentagne mellemørebetændelser. Begge dele kan medføre en betydelig konduktiv hørenedsættelse.
Andre symptomer
Børn med Bardet-Biedl syndrom fødes hyppigt med misdannelser af fingre og tæer eller med en ekstra finger eller tå. Mange med syndromet vil være udviklingshæmmede i let til middel grad, mens andre vil udvikle sig inden for normalområdet.
Misdannelser eller underudvikling af kønsorganer og forsinket pubertet er også karakteristiske symptomer.
Desuden forekommer misdannelser af nyrerne, tandproblemer, lav højdevækst og svær overvægt. Der kan være hjertemisdannelser, og der er øget forekomst af sukkersyge. Alvorlige nyreproblemer som kan føre til nyresvigt kan også forekomme. Levealderen vil generelt være normal, men eventuelle nyreproblemer og nyresvigt kan have indflydelse på levealderen.
Arvegang
Der kendes indtil nu 13 forskellige gener, som er involveret i dette syndrom, og der kan med avancerede metoder analyseres for flere hundrede forskellige, kendte sygdomsassocierede arveforandringer.
Arvegangen er autosomal recessiv, dvs. at hvis begge forældre er raske bærere af det forandrede gen, er sandsynligheden 25 pct. for at få et barn med Bardet-Biedl syndrom.
Forekomst
I Danmark fødes et-to børn om året med Bardet-Biedl syndrom. Ifølge Center for Små Handicapgrupper er der kendskab til ca. 80 danskere med syndromet.
Mere information
(Tilbage til indholdsfortegnelse)
Syndromet har navn efter den engelske læge og specialist i arvelige sygdomme hos børn Edward A. Cockayne, som beskrev det første gang i 1936.
Karakteristisk for Cockayne syndrom er generel forsinkelse af væksten og af nervesystemets udvikling samt tidlig aldring og mental retardering. Symptomerne begynder typisk i løbet af de første leveår.
Syn
Langt de fleste med syndromet udvikler en alvorlig synsnedsættelse i barneårene som følge af ødelæggelse af de lysopfattende celler i nethinden, der er nødvendige for synsfunktionen. Dette opleves som en gradvis indskrænkning af synsfeltet og fører i sidste ende til meget udtalt synsnedsættelse. Hos mange med Cockayne syndrom forringes synet yderligere som følge af fremadskridende nedbrydning af synsnerven (optikus atrofi) eller pga. udvikling af grå stær.
Hørelse
Størstedelen af personer med Cockayne syndrom vil udvikle en fremadskridende sensorineural hørenedsættelse.
Andre symptomer
De mest iøjnefaldende symptomer på Cockayne syndrom er dværgvækst og problemer med nervesystemet, der viser sig ved bl.a. muskelspasmer eller -rystelser, gangbesvær, talevanskeligheder og problemer med at holde på vandet. Desuden ses adfærdsvanskeligheder og svært nedsat intelligens. Andre almindelige symptomer er ekstremt solfølsom hud og manglende tænder.
Den forventede levetid for personer med Cockayne syndrom er gennemsnitligt 12 år, men dog med nogen variation. Den ældste kendte person med syndromet er således sidst i 30’erne.
Arvegang
Arvegangen er autosomal recessiv, dvs. at hvis begge forældre er raske bærere af det forandrede gen, er sandsynligheden 25 pct. for at få et barn med Cockayne syndrom.
Forekomst
Syndromet er ekstremt sjældent, men dets hyppighed kendes ikke med sikkerhed. Sandsynligvis forekommer det hos færre end 1 ud af 100.000 levendefødte børn.
Mere information
(Tilbage til indholdsfortegnelse)
Crouzon syndrom (dysostosis craniofacialis) har navn efter den franske neurolog Octave Crouzon, der beskrev det i 1912. Det er en medfødt sygdom kendetegnet ved for tidlig sammenvoksning af kraniets knogler. Sværhedsgraden af symptomerne er meget varierende.
Syn
Mange med Crouzon syndrom har nedsat syn på det ene eller begge øjne på grund af tryk på synsnerven som en følge af, at kraniet er sammenvokset alt for tidligt. Som følge af mangelfuld udvikling af mellemansigtet har langt de fleste fladere øjenhuler end normalt og dermed udstående øjne. Der vil ofte være udadrettet skelen, hvilket medfører alvorlig nedsættelse af synet på det ene øje, hvis ikke en særlig behandling startes tidligt.
Der er ofte problemer med at holde øjnene lukkede under søvn, hvilket hyppigt fører til bindehindekatar. Desuden kan der opstå betændelse i hornhinden, hvilket kan medføre synsnedsættelse pga. ardannelser.
Synsnerven kan gradvist svinde hen pga. for højt tryk i kraniet, hvilket i værste fald kan føre til blindhed.
Hørelse
Oftest ses let til moderat konduktiv hørenedsættelse som følge af forsnævring af den ydre øregang. I sjældnere og mere alvorlige tilfælde kan den ydre øregang være helt tillukket, eller der kan forekomme misdannelser i de små knogler i mellemøret eller nedsat funktion af det indre øre.
Andre symptomer
De karakteristiske misdannelser af kranie og ansigt vil ud over problemer med syn og hørelse give anledning til problemer med synkning og vejrtrækning. Forhøjet tryk i kraniet kan give hovedpine, urolig søvn, kvalme, opkastninger og krampeanfald. Desuden kan det anderledes udseende medføre alvorlige sociale og psykiske problemer. Der vil fra den tidlige barndom være behov for en række store og komplicerede operationer. Syndromet har normalt ikke indflydelse på den intelligensmæssige udvikling.
Arvegang
Crouzon syndrom opstår som følge af en arveforandring i arveanlægget FGFR3 lokaliseret på kromosom 10q26. Arvegangen er autosomal dominant. En person med Crouzon syndrom vil med 50 pct. sandsynlighed videregive sygdommen til sine børn.
Forekomst
Det skønnes, at ca. et barn ud af 25.000 fødes med Crouzon syndrom. Det svarer til, at der i gennemsnit fødes to-tre børn om året i Danmark. Sandsynligvis lever der ca. 150-200 mennesker i landet med syndromet. Hyppigheden er ligeligt fordelt på drenge og piger.
Mere information
(Tilbage til indholdsfortegnelse)
Friedreich ataksi er første gang beskrevet af den tyske læge Nikolaus Friedreich i 1863.
Det er en sjælden nervesygdom, som er karakteriseret ved en gradvis nedbrydning af en række nervebaner i hjernen og rygmarven. Dette medfører først og fremmest forskellige grader af nedsat koordination af bevægelser og fremadskridende muskelsvækkelse.
Syn
Hos 25 pct. af alle med sygdommen vil der ske en delvis nedbrydning af synsnerven, men kun ca. halvdelen af disse personer vil opleve en egentlig synsnedsættelse og endnu færre får alvorlig synsnedsættelse.
Disse eventuelle synsvanskeligheder forværres imidlertid væsentligt som følge af pludselige, ufrivillige øjenbevægelser og nedsat evne til at koordinere øjnene, der også er en del af sygdommen.
Hørelse
Personer med Friedreich ataksi får en fremadskridende sensorineural hørenedsættelse. Både syns- og hørenedsættelse kan begynde at vise sig omkring fem til ti år efter, at sygdommens tidlige symptomer er fremkommet, dvs. typisk ved 20-årsalderen.
Andre symptomer
Indtil 10-15-årsalderen udvikler personer med Friedreich ataksi sig oftest helt normalt. Herefter begynder de første symptomer at vise sig ved forringet balancesans, talebesvær og problemer med at koordinere bevægelser (ataksi). Desuden ses nedsat muskelkraft, særligt i benmusklerne, og stivhed i knæ og ankelled. Diabetes optræder hos omkring 10 pct. af personerne.
Det er karakteristisk, at personer med sygdommen forsøger at kompensere for den dårligere balance ved hjælp af synet, hvilket gør en eventuel senere indtrædende synsnedsættelse yderligere problematisk.
I løbet af få år vil tilsvarende symptomer forekomme i armene og hos nogle desuden i hals- og øjenmuskulaturen. Som sygdommen skrider frem, bliver musklerne stadig svagere og bevægelserne stadig mere ukontrollerede. Kroniske smerter, skævhed i ryggen, sukkersyge og ufrivillig vandladning optræder hyppigt.
Et væsentligt symptom er alvorlig hjertesygdom som følge af, at hjertemuskulaturen slappes, hvorved hjertet udspiles og dets pumpefunktion nedsættes. Dette medfører tilfælde af åndenød og brystsmerter, samt øget risiko for hjertestop. Alvorlighedsgraden af hjertesygdommen har stor betydning for forventet livslængde hos personer med denne sygdom.
Personer med Friedreich ataksi vil ikke sjældent have behov for en kørestol omkring 10 år efter symptomernes fremkomst. Sygdomsforløbet kan variere meget, og mange med sygdommen når en normal levealder, mens de hårdest ramte kan dø allerede i 30-40-årsalderen
Arvegang
Friedreich ataksi skyldes en arveforandring i arveanlægget frataxin, FXN, på kromosom 9q13. Arvegangen er autosomal recessiv, dvs. at hvis begge forældre er raske bærere af det forandrede gen, er sandsynligheden 25 pct. for at få et barn med Friedreich ataksi.
Forekomst
Sygdommen anslås at forekomme hos to-fire ud af 100.000 levendefødte. Det menes, at der lever ca. 50 personer med Friedreich ataksi i Danmark.
Mere information
(Tilbage til indholdsfortegnelse)
Jensen syndrom (optiko-akusticus nerve-atrofi) blev beskrevet af den danske læge Peter K. A. Jensen i 1981. I 1997 blev det imidlertid klart, at dette syndrom er identisk med Mohr-Tranebjærg syndrom, som er beskrevet nedenfor.
Mere information
(Tilbage til indholdsfortegnelse)
Syndromet blev beskrevet første gang I 1866 af de engelske øjenlæger John Zachariah Laurence og Robert Charles Moon (som i øvrigt var søn af William Moon, opfinderen af Moon-alfabetet).
Laurence-Moon syndrom minder meget om Bardet-Biedl syndrom, både mht. symptomer og de underliggende genetiske årsager. Af denne grund diskuteres det stadig blandt forskere, hvorvidt man bør betragte syndromerne som forskellige eller identiske. Der er i dag overvejende enighed om at betragte de to syndromer som forskellige sygdomme.
I praksis er det dog vanskeligt for læger at vurdere hvilket syndrom, der er tale om, og betegnelsen ”Laurence-Moon-Bardet-Biedl syndrom” (eller bare "LMBB") anvendes stadig mange steder. Symptomerne ved de to syndromer er grundlæggende dem, der er anført i beskrivelsen af Bardet-Biedl syndrom.
De væsentligste forskelle på syndromerne er, at man hos personer med Laurence-Moon syndrom hyppigere ser spastiske lammelser og underudviklede kønsorganer, mens svær overvægt, ekstra fingre eller tæer samt nyresygdomme især er kendetegnende for Bardet-Biedl syndromet. Der er ingen forskelle i problemerne med syn og hørelse ved de to syndromer og hvilken af de to diagnoser der stilles har ingen praktiske konsekvenser mht. behandling, livskvalitet eller forventet levetid.
Arvegang
Arvegangen er autosomal recessiv, dvs. at hvis begge forældre er raske bærere af det forandrede gen, er sandsynligheden 25 pct. for at få et barn med Laurence-Moon syndrom .
Forekomst
Det er vanskeligt at afgøre, hvor ofte syndromet optræder, da det som nævnt er vanskeligt at skelne fra Bardet-Biedl syndrom.
Mere information
(Tilbage til indholdsfortegnelse)
Leber medfødte amaurose (også kaldet Leber kongenitte amaurose) er en sjælden, arvelig sygdom, der først og fremmest indebærer en kraftig synsnedsættelse i en meget tidlig alder. Ordet ”amaurose” kommer af det græske ord for formørkelse og betegner et synstab, der skyldes sygdom i nethinde, synsnerve eller i hjernen. Sygdommen er beskrevet første gang af den tyske øjenlæge Theodor Karl Gustav von Leber i 1869.
Syn
Sygdommen menes at skyldes en udviklingsfejl i de lysfølsomme celler i øjets nethinde. Omkring en tredjedel af alle børn med sygdommen fødes blinde. Andre fødes med en synsnedsættelse og bliver blinde i løbet af få år. En anden variant af sygdommen medfører ikke fuldstændigt synstab, men svær synsnedsættelse. Det er karakteristisk, at små børn med sygdommen gnider og trykker på deres øjne med fingrene. Mange vil udvikle grå stær inden det 20. leveår.
Hørelse
Leber medfødte amaurose påvirker normalt ikke hørelsen, men hos nogle vil der ud over synsproblemerne forekomme en sensorineural hørenedsættelse, der medfører høretab i barnealderen. Børn med både syns- og høretab som følge af Leber medfødte amaurose får ofte fejlagtigt stillet diagnosen Usher syndrom.
Andre symptomer
Andre symptomer forekommer ikke hyppigt, men undertiden kan ses forsinket psykisk udvikling, hvor syns- og hørenedsættelsen, sammen med epileptiske anfald og nedsat muskelkraft kan være en del af forklaringen.
Behandling
Der er intens forskning i effekten af genterapi hos dyr, som viser lovende resultater. Erfaringerne vil få betydning for tilsvarende forskning hos mennesker, men det er umuligt at sige noget om tidsperspektivet. (Se fx denne medicinske artikel om hundeforsøg.)
I april 2008 blev nogle lovende resultater offentliggjort af britiske og amerikanske forskere, som vha. genterapi havde fået fire ud af seks forsøgspersoner til at se bedre. (Se medicinsk artikel fra New England Journal of Medicine om forsøgene.)
Arvegang
Sygdommen kan skyldes arveforandirnger i mindst 10 forskellige arveanlæg. Der er efterhånden gode erfaringer med at stille den genetiske diagnose ud fra avancerede diagnostiske undersøgelser for mange kendte arveforandringer i mange arveanlæg samtidig.
Arvegangen er autosomal recessiv, dvs. at hvis begge forældre er raske bærere af det forandrede gen, er sandsynligheden 25 pct. for at få et barn med Leber medfødte amaurose.
Forekomst
Leber medfødte amaurose skønnes at forekomme hos to-tre ud af 100.000 levendefødte.
Mere information
(Tilbage til indholdsfortegnelse)
MELAS syndrom er en fremadskridende sygdom kendetegnet ved en række vidt forskellige symptomer, der oftest begynder at vise sig i fem-15-årsalderen. Navnet er en forkortelse for Myopati (muskelsygdom), Encephalopati (hjernesygdom), Lactat-Acidose (ophobning af mælkesyre i blodet) og Slagtilfælde-lignende episoder. Der er meget udtalt variation af graden af kliniske problemer, og hvilke organer som viser symptomer.
Syndromet opstår som følge af en medfødt arveforandring i arvestoffet i de såkaldte mitokondrier – små strukturer, der varetager cellernes, og dermed hele kroppens, energiproduktion. Hver celle i kroppen indeholder mange mitokondrier. Sanseorganernes celler indeholder flest mitokondrier, og rammes ofte først af symptomer ved arveforandringer i mitokondrierne. Typisk ved MELAS, er at kun en andel af mitokondrierne i hver celle har arveforandringerne. Dette kaldes heteroplasmi, og graden af heteroplasmi har stor betydning for sværhedsgraden af sygdomssymptomerne.
Syn
Mange med MELAS syndrom udvikler synsproblemer, de fleste pga. problemer i hjernebarken (kortikal blindhed) eller grå stær. Optikus atrofi (henfald af nerveceller i nethinden, synsnerver og synsbark) kan også ses, ligesom fremadskridende lammelse af øjenmusklerne.
Tilsammen kan disse symptomer give alvorlig synsnedsættelse, men pga. den store variation i symptomernes sværhedsgrad og alder ved symptomernes debut, kan der ikke siges noget generelt om, hvornår dette vil indtræde.
Hørelse
Mange udvikler en sensorineural hørenedsættelse, der kan variere fra mild til meget svær grad. Hos omkring 10 pct. er denne hørenedsættelse det første symptom på syndromet.
Andre symptomer
Et af sygdommens karakteristiske tidlige symptomer er krampeanfald efterfulgt af forbigående blindhed og lammelse af kroppens ene side. Desuden ses tilbagevendende episoder med hovedpine og opkastninger. Væksthæmning og indlæringsvanskeligheder er meget hyppige symptomer hos børn med syndromet.
Efterhånden udvikles stadig mere udtalt muskelsvækkelse og demens. Forskellige hjerteproblemer og sukkersyge optræder ofte. Den forventede levetid for personer med MELAS syndrom er nedsat.
Arvegang
Syndromet opstår hyppigst uden fortilfælde i familien. I de enkelte tilfælde, der er arvelige, vil det, som ved de fleste mitokondrielle sygdomme, være en maternel arvegang (dvs. stammende fra moderen). Det vil sige, at det udelukkende er kvinder, der videregiver sygdommen.
Mænd kan få sygdommen, når de arver arveforandringen fra deres mor, men de samme mænd videregiver ikke arveforandringerne, når de får børn. Det skyldes, at mitokondrierne hos et barn stammer fra moderens ægcelle.
Forekomst
I Danmark fødes der i gennemsnit færre end ét barn om året, og der lever ca. 40 med syndromet. Milde former af sygdommen er sandsynligvis underdiagnosticeret.
Mere information
(Tilbage til indholdsfortegnelse)
Mohr-Tranebjærg syndrom er også kendt som døvhed-dystoni-optikus-neuronopati-syndrom (Deafness-Dystonia-Optic Neuronopathy syndrome, DDON). Som denne betegnelse angiver, er syndromet ud over problemer med syn og hørelse kendetegnet ved dystoni, dvs. tendens til ufrivillige vridende bevægelser af arme/ben og hoved. Symptomerne opstår som følge af en langsom og gradvis nedbrydning af hjernens og rygmarvens celler.
Syndromet har navn efter to af de væsentligste bidragydere til dets beskrivelse, nemlig nordmanden Jan Mohr, der i 1960 beskrev syndromet som en form for arvelig hørenedsættelse og den danske læge Lisbeth Tranebjærg, der igennem 1990’erne har beskrevet de øvrige symptomer og bidraget til at lokalisere genet, og identificere arveforandringer hos patienter med syndromet.
Syn
Syndromet indebærer et langsomt fremadskridende henfald af nerveceller i nethinden, synsnerver og synsbark (optikus atrofi). Som regel oplever personer med syndromet ikke synsproblemer i barndommen, men i de sene teenage-år vil der efterhånden forekomme stadig mere udtalt lysoverfølsomhed, ikke nedsat skarpsyn (læsesynet) og udfald i synsfeltet (skotomer). Som følge af disse forandringer vil en person med syndromet være moderat-udtalt synshandicappet omkring 30-40-årsalderen.
Hørelse
Hørenedsættelsen optræder som regel i barnets andet leveår og er hurtigere fremadskridende end synstabet. Typisk vil hørelsen være mistet helt inden det fyldte 10. år. Til trods for at høretabet skyldes henfald af ganglie cellerne, som opfanger lydsignaler fra det indre øre (sensorineural hørenedsættelse), vedbliver balancesansen med at fungere normalt. Hørenedsættelsen kan være medfødt og er af typen auditiv neuropati.
Andre symptomer
Mohr-Tranebjærg syndrom medfører gradvis udvikling af spasticitet og nedsat evne til at koordinere bevægelser (dystoni/ataksi). Symptomerne kan starte i barndommen eller langt senere i voksenalderen. Tempoet i symptomerne fremadskriden er meget individuelt. I nogle tilfælde skrider synsproblemer hurtigt frem, mens de neurologiske forbliver mere stabile, eller omvendt.
Der vil efterhånden opstå med problemer med at gå ved egen hjælp og personer med syndromet vil på et tidspunkt blive afhængige af hjælpemidler som en stok eller rollator og i sidste ende kørestol. Syndromet er desuden kendetegnet ved demens i voksenalder, psykiatriske symptomer som manglende impulskontrol, psykopatiske træk, indre uro, vrangforestillinger af sansekarakter, som f. eks indbildt stærk hudkløe eller oplevelse af fremmedlegemer i øjnene og angst.
Arvegang
Kønsbunden arvegang. Kun drenge arver sygdommen, men piger kan være bærere af sygdommen. Der er beskrevet tilfælde af mild og milde føleforstyrrelser hos kvinder, der bærer arveforandring i arveanlægget.
Forekomst
Syndromet er meget sjældent. Pr. 2002 var beskrevet 46 individer med Mohr-Tranebjærg syndrom, fordelt på 20 familier overalt i verden, heraf én familie i Danmark.
Mere information
(Tilbage til indholdsfortegnelse)
Det første tilfælde af en sygdom, som ligner neurofibromatose type 2, blev beskrevet i 1822 af den skotske læge J. H. Wishart.
Sygdommen er kendetegnet ved vækst af godartede tumorer – dvs. ikke kræftsvulster – omkring nervevæv i hjerne og rygmarv medførende nerveskade. Sygdommen er langt mere sjælden end neurofibromatose type 1, også kendt som von Recklinghausens syndrom.
Syn
Mere end 90 pct. med sygdommen får synsproblemer af forskellig art og sværhedsgrad. Den mest almindelige årsag er udvikling af grå stær, der optræder uafhængigt af tumorvæksten og af og til kan påvises hos børn med syndromet længe før, de øvrige symptomer viser sig. Tumorer i øjenhulen eller omkring synsnerven kan ligeledes give svær synsnedsættelse.
Hørelse
Symptomerne viser sig typisk i 18-24-årsalderen. Det første symptom er oftest ensidigt høretab , der kan vise sig enten gradvist eller pludseligt som følge af påvirkning af hørenerven. En pludselig total hørenedsættelse kan skyldes, at den voksende tumor afklemmer blodforsyningen til nerven, hvorefter den hurtigt går til grunde. Tinnitus er ligeledes et hyppigt forekommende første symptom. Efterhånden påvirkes også hørenerven i den modsatte side, og total døvhed kan ofte indtræde inden 30-årsalderen.
Andre symptomer
Svær hovedpine og vanskeligheder med at holde balancen er hyppige symptomer. Halvdelen af personer med neurofibromatose type 2 vil desuden få tumorvækst i rygmarven. Omkring 40 pct. af disse vil udvikle symptomer i form af kraftnedsættelse, lammelser eller føleforstyrrelser, helt afhængigt af hvor og hvor stor den symptomfremkaldende tumor er.
Der kan være store variationer i sværhedsgraden af sygdommen. I de sværeste tilfælde kan levetiden være nedsat.
Arvegang
Arvegangen er autosomal dominant, dvs. at en person med syndromet med 50 pct. sandsynlighed vil videregive lidelsen til sine børn. Sygdommen skyldes arveforandringer i NFII-arveanlægget på kromosom 22.
Forekomst
Sygdommen menes at forekomme hos et ud af 200.000 mennesker.
Mere information
(Tilbage til indholdsfortegnelse)
Opkaldt efter den danske øjenlæge (af skotsk afstamning) Gordon Norrie, som i 1927 beskrev den synsrelaterede del af sygdommen. Den danske øjenlæge Mette Warburg beskrev hørenedsættelsen og udviklingshæmningen som del af sygdommen i 1961.
Syn
Blindheden er medfødt eller udvikles i løbet af få måneder efter fødslen. Den skyldes primært svære misdannelser i nethinden. Desuden udvikles sløring af linsen (grå stær) og øjenæblerne bliver mindre, hvilket får øjnene til at fremstå ”indsunkne”.
Hørelse
De fleste med sygdommen udvikler også en fremadskridende sensorineural hørenedsættelse. Hørenedsættelsen starter – ofte meget langsomt – i tidlig barnealder. I starten er hørenedsættelsen mild og asymmetrisk. Omkring puberteten er hørenedsættelsen kraftigst i de høje frekvenser. Typisk omkring 35-årsalderen omfatter hørenedsættelsen et bredere frekvensområde.
Hørenedsættelsen kan variere kraftigt, fra moderat til egentlig døvhed, men den kan – ligesom synsnedsættelsen – være svær at vurdere pga. udviklingshæmningen hos personen.
Andre symptomer
Mellem 30 og 50 pct. af personerne med sygdommen får adfærdsmæssige eller ligefrem psykoselignende problemer eller tiltagende udviklingshæmning, som kan begynde i helt tidlig alder (mellem 18 mdr. og 5 år).
Arvegang
Kønsbunden arvegang. Kun drenge arver sygdommen, men piger kan være bærere af sygdommen.
Forekomst
I Danmark fødes der i gennemsnit færre end et barn om året med Norries sygdom
Mere information
(Tilbage til indholdsfortegnelse)
Opkaldt efter den norske neurolog Sigvald Refsum, der beskrev sygdommen i 1946. Sygdommen går desuden under det latinske navn heredopathia atactica polyneuritiformis.
Refsum sygdom er en stofskiftesygdom, der skyldes mangel på enzymet fytansyreoxidase, som fører til unormal ophobning af en langkædet fedtsyre i kroppens væv. Sygdommen findes i forskellige former afhængig af, hvornår i livet den indtræder. Her beskrives den såkaldt voksne form, som ofte har et mildere forløb, end hvis den indtræder i børne- eller ungdomsårene. Symptomerne er karakteriseret af retinitis pigmentosa, kronisk perifer neuropati, og cerebellar ataksi
Syn
Synsproblemerne skyldes som nævnt øjensygdommen retinitis pigmentosa. Natteblindhed er ofte det første symptom, og efterhånden støder flere synsproblemer til som indsnævret synsfelt og lysoverfølsomhed. Grå stær optræder hos en tredjedel. Pupillerne hos en person med Refsum sygdom er ofte meget små.
Hørelse
Hørenedsættelsen, der som oftest begynder i 20-årsalderen, er fremadskridende, i de fleste tilfælde typisk sensorineural og rammer især de høje frekvenser.. Der kan være forskellig grad af hørenedsættelsen på hhv. højre og venstre side. Den nedsatte hørelse viser sig tidligt og er et almindeligt symptom.
Andre symptomer
Nedsat lugte- og smagssans regnes for et af de tidligste symptomer på sygdommen. Muskelsvaghed, nedsat føleevne, koordinations- og balanceforstyrrelser og hududslæt er ligeledes almindelige symptomer. Derudover kan der være forstyrrelser i hjerterytmen og åndedrætskontrollen. Der er en del kliniske lighedspunkter mellem Refsums sygdom og Zellweger syndrom.
Diagnose
En egentlig diagnose kan stilles ved måling af fytansyre i blodet og DNA-analyse, såfremt familiens arveforandring er identificeret. Fosterdiagnostik er også mulig under den samme forudsætning.
Behandling
Indholdet af fytansyre i mange fødevarer gør, at en væsentlig del af behandlingen af personer med Refsums sygdom ligger i diæt. Derudover kan en rensning af blodet være nyttig i form af plasmaferese (en mekanisk blodrensning hvorunder plasma og antistoffer i blodet fjernes og erstattes af donorplasma eller andre væsker).
Arvegang
Arvegangen er autosomal recessiv, dvs. at hvis begge forældre er raske bærere af det forandrede gen, er sandsynligheden 25 pct. for at få et barn med Refsums sygdom. Der findes forskellige genetiske former, som giver noget forskellige symptomer i barne- eller voksen alder.
Forekomst
I Danmark er der ca. et nyt tilfælde af Refsum sygdom om året.
Mere information
(Tilbage til indholdsfortegnelse)
Stickler syndrom (hereditær artro-oftalmopati) er opkaldt efter den tyske læge Gunnar B. Stickler, der beskrev det i 1965.
Det er en arvelig bindevævssygdom med symptomer, der viser sig kort tid efter fødslen. Ud over syns- og hørevanskeligheder er syndromet især karakteriseret ved ledproblemer. Symptomernes sværhedsgrad er meget varierende.
Syn
Personer med Stickler syndrom fødes med synsvanskeligheder i form af svær nærsynethed og som følge af misdannelser i øjets glaslegeme (den gelé-agtige masse inden i øjet) Desuden er der tendens til udvikling af grøn stær og nethindeløsning, der kan medføre blindhed. Pludseligt sløret syn kan være første symptom på nethindeløsning, der evt. kan behandles med laser og derfor er meget vigtig at opdage hurtigt.
Hørelse
Ca. halvdelen af alle med syndromet har sensorineural hørenedsættelse. Graden af hørenedsættelsen er dog meget varierende. Hos nogle bliver hørelsen gradvist dårligere med tiden. Der kan også forekomme konduktiv hørenedsættelse, enten som følge af gentagne øreinfektioner (pga. ganespalte) eller pga. medfødte misdannelser i de små knogler i mellemøret.
Andre symptomer
Stickler syndrom er kendetegnet ved underudvikling af mellemansigtets knogler, hvilket får ansigtet til at fremstå ”fladt”. De fleste med syndromet har desuden løse og ekstremt smidige led, der let bliver betændte og dermed ømme og stive. Et andet karakteristisk symptom er medfødt ganespalte, der kan medføre spise- og talevanskeligheder.
Arvegang
Arvegangen er autosomal dominant, dvs. at en person med syndromet med 50 pct. sandsynlighed vil videregive lidelsen til sine børn. Symptomerne kan være så milde, at diagnosen ikke stilles.
Forekomst
Man har ingen sikre oplysninger om antallet af personer med Stickler syndrom i Danmark, bl.a fordi nogle har så milde symptomer, at de ikke får den korrekte diagnose. Det anslås, at hyppigheden er en pr. 7500-9000 nyfødte.
Mere information
(Tilbage til indholdsfortegnelse)
Turner syndrom er opkaldt efter den amerikanske læge Henry G. Turner, som i 1938 beskrev syv piger/kvinder med syndromet.
Det er en kromosomfejl, som kun optræder hos kvinder. Kvinder med Turner syndrom mangler ét eller en del af det ene af de to kønskromosomer, der bl.a. bærer arveanlæg for udvikling af æggestokke, kønshormonproduktion og legemlig kønsudvikling i det hele taget.
Mangel på det ene X-kromosom er en hyppig kromosomforandring i fosterlivet, hvor den kan føre til spontan abort. Kvinder, som fødes levende med kromosomforandringen har relativt milde kliniske symptomer sammenlignet med følgerne af den samme kromosomforandring, når den fører til tidlig abort.
Syn
Kvinder med Turner syndrom har øget risiko for at udvikle en række forskellige øjenproblemer. Det drejer sig især om skelen, "dovent øje" (nedsat syn på det ene øje), nedsænkede øjenlåg, "mongolfold" (dvs. en hudfold som dækker den midterste øjenkrog) samt grå stær. Der er desuden en øget risiko for nethindeløsning, hvilket i værste fald kan medføre blindhed.
Hørelse
Piger med Turner syndrom har en stærkt øget tendens til mellemørebetændelse pga. nedsat drænage fra mellemøret. Dette kan give nedsat hørelse som følge af væskeansamling i øret. Nedsat hørelse som følge af misdannelser i øreknoglerne er almindeligt hos voksne kvinder med Turner syndrom. En fremadskridende sensorineural hørenedsættelse udvikles hyppigere hos kvinder med syndromet end i resten af befolkningen. Denne hørenedsættelse er kraftigst i det høje frekvensområde. I 50-års alderen har ca. 70 pct. af kvinder med Turner syndrom nedsat hørelse.
Andre symptomer
Den manglende produktion af kønshormoner vil oftest medføre en manglende spontan pubertetsudvikling samt barnløshed. Lav højdevækst er et meget karakteristisk for syndromet, og kvinder med Turner syndrom er gennemsnitligt 20 cm lavere end andre kvinder.
Ca. 25 pct. af kvinder med Turner syndrom er født med en eller anden form for hjertefejl. Der er typisk tale om en forsnævring af hovedpulsåren. Ca. 20 pct. har en medfødt nyremisdannelse, der dog sædvanligvis ikke giver symptomer af betydning.
Medfødte hudfolder på siden af halsen kan forekomme og være til stor kosmetisk gene. Ca. 50 pct. af nyfødte piger med Turner syndrom kan i starten af deres tilværelse have trivselsproblemer med gylpen, opkastninger og manglende appetit. Disse problemer forsvinder dog ofte af sig selv i løbet af de første to leveår.
Arvegang
Turner syndrom regnes ikke for at være en arvelig sygdom, da kromosomforandringen typisk er nyopstået. De færreste (mindre end en pct.) kvinder med Turner syndrom kan blive gravide uden assisteret befrugtning med donor-æg.
Af kvinder med Turner syndrom, der er i stand til at blive gravide, er langt de fleste såkaldte ”mosaikker”, hvilket vil sige, at de ud over celler med et manglende kønskromosom også har celler med normale kromosomer.
Forekomst
Hyppigheden af Turner syndrom er ca. en pr. 2500 pigefødsler - dvs. at der i Danmark er ca. 1300 piger/kvinder med Turner syndrom.
Mere information
(Tilbage til indholdsfortegnelse)
Wolfram syndrom er beskrevet første gang af de tyske læger Wolfram og Wagener i 1938.
Det er en arvelig sygdom, der indebærer en fremadskridende funktionsnedsættelse af især nervesystemet, men også andre organer som bugspytkirtlen og hjertet. Årsagen er en arveforandring i Wolframin 1-arveanlægget (WFS1). Den normale funktion i kroppen af det tilsvarende protein er i meget ringe udstrækning kortlagt.
Syn
Personer med Wolfram syndrom vil have udtalt nærsynethed og udvikle gradvis svind af synsnerven (optikus atrofi). Typisk bliver synet betydeligt dårligere i de tidlige teenageår, farvesansen bliver forstyrret og områder i synsfeltet ”falder ud”. Personen vil typisk få udtalte problemer med skarpsyn og farvesyn. Sukkersyge, der også er en del af syndromet, kan yderligere forværre synet som følge af sygelige forandringer i øjets nethinde.
Hørelse
To tredjedele af personer med syndromet vil omkring 15-16-årsalderen udvikle en omfattende hørenedsættelse, som optræder som følge af sygdommens generelle indvirkning på nervesystemet (sensorineural hørenedsættelse). Det er karakteristisk, at personer med hørenedsættelse som følge af Wolfram syndrom, især har vanskeligt ved at høre lyde med høje frekvenser, mens de har lettere ved at høre lyde i det dybe register.
Andre symptomer
Wolfram syndrom kendes også under betegnelsen DIDMOAD (Diabetes Insipidus, Diabetes Mellitus, Optikus Atrofi, Døvhed). Som dette angiver, er syndromet ud over tab af syn og hørelse især kendetegnet ved tilstedeværelse af sukkersyge (diabetes mellitus) og abnormt hyppig og stor vandladning (diabetes insipidus).
De fleste med syndromet har problemer med at koordinere deres bevægelser, hvilket bl.a. kan gøre det vanskeligt at gå normalt. Personer med syndromet har normal intelligens, men over halvdelen udvikler alvorlig psykisk sygdom med depression, øget risiko for selvmord, aggression, demens eller vrangforestillinger.
Andre symptomer er hjerteproblemer (unormal hjerterytme) og problemer med fordøjelsessystemet (diarré eller forstoppelse). Maveproblemer, som ligner cøliaki (glutenallergi), er typiske hos alle, som har haft sukkersyge i mange år. Den forventede livslængde for personer med Wolfram syndrom kan være nedsat.
Personer med arveforandringer i samme arveanlæg, WFS1, kan have bashørenedsættelse med eller uden de andre symptomer, som er karakteristisk for Wolfram syndrom. Arvegangen er da typisk autosomal dominant.
Arvegang
Arvegangen er autosomal recessiv, dvs. at hvis begge forældre er raske bærere af det forandrede gen, er sandsynligheden 25 pct. for at få et barn med Wolfram syndrom.
Forekomst
Wolfram syndrom anslås at forekomme hos færre end 6 ud af 1 million mennesker. Syndromet er sandsynligvis underdiagnosticeret.
Mere information
(Tilbage til indholdsfortegnelse)
Arveanlæg:
Se gen
Ataksi
: Betegnelse for forringet balancesans, talebesvær og problemer med at koordinere bevægelser
Autosomal arvegang
: Arveforandringen som sidder på et af de 22 autosomer (i modsætning til kønsbunden arvegang, hvor arveforandringen sidder på X-kromosomet).
Bindehindekatar:
Betændelse i øjets bindehinde som følge af infektion med bakterier. Sygdommen er kendetegnet ved røde øjne og pusdannelse og er den mest almindelige form for øjenbetændelse.
Diabetes insipidus: Kronisk sygdom med hyppig vandladning. Mens en voksen i almindelighed har ca. 1,5 liter vandladning i døgnet, har en person med diabetes insipidus op mod 20 liter i døgnet. Det skyldes manglende produktion af hormonet vasopressin i et bestemt område af hjernen.
Diabetes mellitus:
Sukkersyge. Det er en tilstand, hvor nedsat effekt eller produktion af hormonet insulin nedsætter muskler og organers evne til at optage sukkerstoffer fra blodet. Dette medfører en række symptomer og følgesygdomme på både kort og langt sigt. Blandt disse er diabetisk øjensygdom (retinopati), nervebetændelse, nyresygdom og åreforsnævring. Diabetes er en forholdsvis hyppig sygdom, og det anslås at mindst 250.000 danskere har sygdommen. En stor andel af personer med sukkersyge siden barnealderen udvikler cøliakilignende (glutenallergilignende) symptomer.
Dominant arvegang:
Én kopi af arveanlægget (dvs. arveforandring på ét af kromosomerne i parret) er tilstrækkeligt til, at personen udvikler sygdom. Det er således ikke muligt at være rask bærer af en sygdom med dominant arvegang. Et barn af en person med en sådan sygdom og en person uden sygdommen, vil med 50 pct. sandsynlighed få arveforandringen og dermed udvikle sygdommen.
Dystoni:
Betegnelse for ufrivillige spændinger i musklerne, som kan resultere i abnorme bevægelser og stillinger af kropsdele og lemmer
Ganespalte:
En medfødt tilstand, hvor vævet i ganen ikke er helt sammenvokset ved, således at der er forbindelse mellem mundhulen og næsehulen. Tilstanden ses hos ca. 100 børn om året i Danmark. ganespalten bliver behandlet med operation, når barnet er 14-18 måneder gammelt. Lignende misdannelser som læbe- eller gummespalter og kombinationer heraf optræder med samme hyppighed. Tilstandene kan medføre problemer med tale og spisning. Ganespalte indgår i en del syndromer.
Gen (arveanlæg):
Kroppen består af milliarder af celler. I hver af disse findes en kopi af arvemassen, der kemisk set består af lange tråde af et stof kaldet DNA. DNA-trådene er rullet sammen og arrangeret i større strukturer kaldet kromosomer. Hos mennesker findes 23 par kromosomer i hver celle. DNA’et indeholder ”opskrifter” på proteiner (æggehvidestoffer), som enten har en bestemt funktion i cellen, eller anvendes uden for cellen, eksempelvis som byggemateriale til bindevævet mellem cellerne, som hormoner eller som enzymer, der fx kan nedbryde fødevarer.
Det stykke DNA, som koder for dannelsen af et bestemt protein, kaldes et gen. En menneskecelles DNA indeholder omkring 35.000 gener. Hvis der opstår en fejl i et gen, kan der også opstå en fejl i det tilsvarende protein, men med forskellige konsekvenser. I nogle tilfælde vil dette medføre sygdom. Genetiske fejl kan også være mere omfattende, fx således at der kan være et kromosom for meget (som det er tilfældet ved Downs syndrom), eller at dele af et kromosom mangler. Begrebet ”gen” blev oprindeligt indført af den danske biolog Wilhelm Johannsen i 1909.
Genetisk arv:
Hvert af menneskets celler indeholder 46 kromosomer – 22 par, kaldet autosomer, og to kønskromosomer (X eller Y). Kvinder har 2 X-kønskromosomer, mens mænd har et X-kromosom og et Y-kromosom. Via æg- og sædcelle bidrager hver af forældrene med 22 autosomer og ét kønskromosom, der tilsammen udgør det befrugtede ægs (og dermed barnets) arvemasse.
En genetisk sygdom skyldes, at der er en forandring i arvemassen (DNA) i form af en såkaldt mutation (arveforandring ). Ved dannelsen af sæd og ægceller, videregives kun halvdelen af hver forælders arvemasse. Mandens sædcelle afgør ved sit indhold af enten X eller Y kromosom, om fostret bliver en pige (XX) eller en dreng (XY). Ægget har desuden de mitokondrier med, som senere er til stede i fostret, og det DNA, som findes i mitokondrierne, følger derfor altid moderens familielinje (maternel nedarving).
Arvemassen fungerer som ”opskrifter” på proteiner (æggehvidestoffer), der produceres af cellerne. Konsekvensen af en arveforandring er forskellig. Hvis der er fejl i arvemassen, kan dette medføre, at bestemte stoffer ikke bliver dannet. En fejl i arvemassen kan også medføre, at cellerne danner stoffer, der ikke fungerer, eller at de ligefrem danner stoffer, der er skadelige for kroppen. I mange tilfælde kender man ikke den eksakte mekanisme for sammenhængen mellem arveforandringer og sygdom.
Hvis en sådan arveforandring, der medfører sygdom, videregives fra forælder til barn, siger man, at sygdommen er arvelig.
Hvis arveforandringen sidder på et af de 22 autosomer, siger man, at arvegangen er autosomal. Sidder fejlen på et X-kromosom, siger man, at arvegangen er kønsbunden.
Grå stær (katarakt):
Uklarhed i øjets linse, som medfører synsnedsættelse. Grå stær opstår når linsen ikke får tilstrækkelig næring, hvilket typisk skyldes udefrakommende skader på øjet eller sukkersyge. Det er ikke ualmindeligt, at linsen bliver mere uklar i takt med stigende alder – dette kaldes ”aldersbetinget grå stær”. Sygdommen kan behandles ved en forholdsvis simpel operation, hvor linsen udskiftes med en kunstig linse af plastic.
Grøn stær (glaukom):
For højt tryk i øjet. Det høje tryk bevirker, at øjets blodårer klemmes sammen og dermed ikke kan forsyne nethinden og synsnerven med tilstrækkelig ilt. Dette medfører synsnedsættelse, der typisk opleves som ”blinde pletter”. Grøn stær kan behandles med medicin. Ubehandlet kan sygdommen føre til total blindhed.
Konduktiv hørenedsættelse:
Hos normalt hørende ledes lyden igennem den ydre øregang til trommehinden og de små øreknogler i mellemøret. Øreknoglerne forstærker lydbølgerne og overfører dem til det indre øre, hvor de omsættes til nerveimpulser. Konduktiv hørenedsættelse opstår, når der er hindringer eller defekter i lydens vej udefra til det indre øre, eksempelvis hvis øregangen er tilstoppet, eller hvis der er misdannelser af øreknoglerne, eller følgevirkninger af gentagne mellemørebetændelser. En konduktiv hørenedsættelse kan være midlertidig og forsvinde af sig selv eller efter medicinsk behandling. Den kan også være permanent, hvilket kræver operation eller høreapparatbehandling.
Kortikal blindhed:
Blindhed pga. fejl i hjernebarken.
Kønsbunden arvegang:
Ved kønsbunden arvegang sidder arveforandringen på X-kromosomet (i modsætning til autosomal arvegang, hvor arveforandringen sidder på et af de 22 autosomer). Manden har et X- og et Y-kromosom, mens kvinden har to X-kromosomer. Da en mand kun har ét X-kromosom, vil et X-kromosombundet sygdom altid komme til udtryk hos ham. Velkendte eksempler er rød-grøn-farveblindhed og blødersygdom (hæmofili).
Piger, som arver anlægget fra enten faderen eller moderen, vil derimod blive raske bærere af arveanlægget. En mand med en kønsbunden arvelig sygdom vil altid give arveanlægget videre til sine døtre, fordi de altid arver faderens X-kromosom. Drenge får altid faderens Y-kromosom og kan derfor ikke arve anlægget fra deres far.
Mitokondrier:
Mitokondrier kaldes også cellens kraftværk, fordi den danner energi, som anvendes af cellen. Det er små legemer, som kun kan ses med specialmikroskop, og som findes i mange kopier i hver eneste celle i kroppen. Der er flest kopier i celler med stort energiforbrug, f.eks. nethindens synsopfattende celler og hørebanernes celler. Mitokondrierne indeholder et cirkulært stykke arvemasse, DNA, som koder for en række enzymer, der styrer dannelsen af energirige forbindelser, som er afgørende for cellernes levedygtighed og evne til at varetage deres funktioner.
Ved mitokondriesygdomme, som skyldes arveforandringer i mitokondriernes DNA (f.eks. MELAS), nedarves disse altid via moderen. Ved mitokondriesygdomme, som skyldes arveforandringer i cellekernernes DNA, kan nedarvingen være recessiv eller dominant, autosomal eller kønsbunden (f.eks Mohr-Tranebjærg syndrom).
Læs mere om mitokondrielle sygdomme på CSHs hjemmeside.
Moon-alfabetet:
Et taktilt alfabet for blinde, som tager udgangspunkt i formerne i bogstaverne i det latinske alfabet og dermed – ifølge dets tilhængere – er lettere at lære som mennesker, som bliver blinde efter at have lært at læse almindelig skrift. Tekster skrevet med moon-alfabetet tager dog betydelig længere at producere end punktskrift (braille).
Det blev udviklet af englænderen William Moon i 1840’erne og bruges stadig af en lille gruppe (anslået omkring 400) mennesker, langt størstedelen bosiddende i England. Det er stadig muligt at få litteratur i moon fra National Library for the Blind i England.
Mutation: En forandring i DNA (arvemassen), som kan føre til sygdom.
Neuropati: Beskadigelse af nerveforbindelserne
Nymutation:
En forandring af et gen, som ikke er arvet fra faderen eller moderen, men som er opstået spontant ved dannelsen af fosteret
Optikus atrofi:
Henfald af synsnerven, eller mere centrale synsbaner i centralnervesystemet, som medfører en mild til svær synsnedsættelse med risiko for let forværring gennem årene. Indgår i en del døvblindhedssyndromer.
Progredierende:
Tiltagende, fremadskridende
Recessiv arvegang:
Hvis der er en arveforandring i ét af kromosomerne i autosomet (parret), men ikke i det andet kromosom, kan genet i nogle tilfælde alligevel danne det rigtige protein. I såfald vil personen typisk ikke udvikle sygdom, men i stedet være bærer af arveanlægget for sygdommen. Man kan altså være rask bærer af arveanlægget uden at have sygdommen.
Hver af forældrene giver et af sine to kromosomer videre til deres barn, og der er således fire forskellige kombinationsmuligheder af faderens to og moderens to kromosomer. De forskellige muligheder kan illustreres på følgende måder, hvor N illustrerer et normalt gen, og M illustrerer et gen med mutation (arveforandring), som kan føre til sygdom.
Mulighed 1: Begge forældre er raske bærere
Der er således
- 25 pct. sandsynlighed for at barnet ikke bliver berørt af arveforandringen (NN)
- 50 pct. sandsynlighed for at barnet bliver rask bærere af arveforandringen (NM og MN)
- 25 pct. sandsynlighed for at barnet får sygdommen (MM)
Mulighed 2: Den ene af forældrene er rask bærer af en arveforandring, mens den anden har sygdommen:
Der er således
- 50 pct. sandsynlighed for at barnet bliver rask bærer af arveforandringen (NM)
- 50 pct. sandsynlighed for at barnet får sygdommen (MM)
Ingen af parrets børn kan undgå at få arveforandringen.
Mulighed 3: Den ene af forældrene er rask – den anden er rask bærer af en arveforandring:
Der er således
- 50 pct. sandsynlighed for at barnet bliver rask bærer af arveforandringen (NM)
- 50 pct. sandsynlighed for at barnet slet ikke får arveforandringen (NN)
Ingen af parrets børn kan få sygdommen.
Mulighed 4: Den ene af forældrene er rask, den anden har sygdommen.
Alle parrets børn vil blive raske bærere af arveforandringen, men kan ikke få sygdommen.
Mulighed 5: Begge forældre har sygdommen:
Alle parrets børn vil få sygdommen, under forudsætning af at forældre har sygdommen som følge af arveforandringen i samme arveanlæg. Hvis forældrenes sygdom skyldes arveforandring i forskellige arveanlæg, vil alle børn blive raske bærere af en arveforandring både for den ene og den anden arvelige sygdom hos sine forældre.
Retinitis pigmentosa (RP):
Øjensygdom, der medfører gradvis nedbrydning af de synsopfattende celler og aflejring af pigmentklumper i nethinden. Der findes en række forskellige former af sygdommen, men fælles er, at de medfører natteblindhed og synsfeltindsnævringer (tunnelsyn eller kikkertsyn). Blandt andre symptomer kan være lysoverfølsomhed, adaptationsproblemer (dvs. øjet får sværere ved at vænne sig til lysforandring) og nedsat kontrastsyn. På længere sigt kan retinitis pigmentosa medføre nedsat skarpsyn, nedsat farvesyn og ofte være associeret med tidlig udvikling af grå stær. Retinitis pigmentosa kan føre til fuldstændig blindhed.
Sensorineural hørenedsættelse:
En hørenedsættelse der skyldes forandringer i det indre øre (sneglen eller cochlea), hvorfra lydbølgerne skal omsættes til elektriske signaler, som skal sendes via hørenerven til hjernen. Ved en sensorineural hørenedsættelse kan årsagen være lokaliseret til hårcellerne eller mere centralt i hørebanerne i hjernen.
Tappe-/stavdystrofi (engelsk: cone-rod dystrophy):
Ofte arvelig øjensygdom, som fører til henfald af tappene og stavene (synscellerne) i nethinden. Når tappene er ramt først, giver det primært nedsat skarpsyn og farvesyn. Senere rammes synsfelt og mørkesyn . Hvis det primært er stavene som rammes, er forløbet omvendt. Men der er glidende overgange mellem de forskellige typer tappe-/stavdystrofi.
Type-2 diabetes: Kaldes også for "gammelmands-sukkersyge". Mildere form for diabetes, hvor kroppens celler ikke er i stand til i tilstrækkelig grad at optage glukose (sukker) fra blodet. Afhængig af årsagen er det ikke altid nødvendigt at tilføre insulin ved indsprøjtninger ved type-2 diabetes. Ofte kan behandlingen styres ved hjælp af motion, kost og til tider tabletter.
(Tilbage til indholdsfortegnelse)