Artikel 1: Mobiltelefoni, mobil punktskrift og SMS
Af Lars Ballieu Christensen, Sensus ApS
Download artiklen Mobiltelefoni, mobil punktskrift og SMS som pdf
For nylig holdt jeg et indlæg på en konference i Barcelona. Det havde været planlagt længe, men kom desværre til at falde sammen med, at min far gennemgik en bypassoperation på Rigshospitalet. Hele vejen gennem operationen holdt min søster mig informeret via SMS. Jeg stillede hende også et par diskrete spørgsmål, mens jeg ventede på, at det blev min tur til at tale. Da jeg fik besked om, at alt var gået efter planen, kunne jeg hurtigt informere resten af min familie med en SMS-besked.
Historien viser, at SMS – eller tekstbeskeder – kan anvendes til andet og langt mere end at finde vennerne i byen en fredag aften. SMS er en effektiv kommunikationsform, som ikke kræver, at man kan se eller høre hinanden. Faktisk behøver man hverken at kunne se eller høre for at kunne kommunikere via SMS.
Mobiltelefoni er danskernes foretrukne kommunikationsplatform. Ifølge statistikken fra IT- og Telestyrelsen var der ved udgangen af 1. halvår 2006 flere mobilabonnementer end indbyggere i Danmark. Helt præcist var der 103½ mobilabonnementer for hver 100 indbyggere. Til sammenligning var der "kun" 59 fastnetlinjer for hver 100 indbyggere. Tilsammen sendte vi i løbet af årets første 6 måneder 4,9 mia SMS-beskeder. I hele 2006 bliver det til mere end 10 mia SMS-beskeder.
1000 SMS om året
Af tallene kan man naturligvis ikke slutte, at alle danske har en mobiltelefon, da en del mennesker har mere end et mobilabonnement. Man kan dog roligt konkludere, at man kan komme i kontakt med langt de fleste danskere via en mobiltelefon. Ligeledes kan man konkludere, at danskere generelt sender ganske mange SMS-beskeder – i omegnen af 1.000 i gennemsnit hvert år.
Døve har længe udnyttet SMS til at kommunikere, både med andre døve og med hørende. Faktisk fandt de døve børn selv på at udnytte teknologien for på den måde at slippe for at skulle anvende den noget bedagede teksttelefon. Indenfor blindeområdet kommer der også stadig flere mobileløsninger, som understøtter SMS. Hvor mennesker med et hørehandicap umiddelbart kan anvende SMS som kommunikationsmedium, kræver det en skærmlæser hvis man er synshandicappet. Flere af de mobile skærmlæsere understøtter både tale og punktskrift, og heri ligger muligheden for døvblinde:
Ved hjælp af en mobiltelefon, en skærmlæser og et punktskriftdisplay kan døvblinde kommunikere direkte med stort set alle andre mennesker via SMS. Man skal have en avanceret mobiltelefon, som kan afvikle skærmlæserprogrammet. Desuden har man behov for et punktskriftdisplay, som kan kobles til mobiltelefonen uden for meget besvær. Her vil de fleste foretrække et trådløst punktskriftdisplay, som forbindes via BlueTooth. De fleste leverandører af punktskriftdisplays kan levere trådløse løsninger.
Simpelt og effektivt
I dag er markedet for avancerede mobiltelefoner - groft sagt - opdelt i to: Den ene halvdel anvender operativsystemet Microsoft Windows Mobile, som er en variant af Windows. Blandt leverandørerne af telefoner med Windows Mobile finder man eksempelvis Hewlett-Packard, HTC (tidligere QTEK) og Motorola. Den anden halvdel anvender operativsystemet Symbian, hvor leverandørerne bl.a. omfatter Nokia og Sony Ericsson. Afhængig af hvilken platform, man vælger, findes der forskellige muligheder for skærmlæserprogrammer: Pocket HAL fra Dolphin og Mobile Speak Pocket fra Code Factory understøtter begge Windows Mobile-platformen, mens TALKS fra Nuance kører på Symbian.
Hvis man ikke har behov for en mobil løsning, kan man også anvende en almindelig computer med et GSM-kort, skærmlæser og punktskriftdisplay. Ved hjælp af GSM-kortet får man adgang til at kunne sende og modtage SMS-beskeder direkte fra computeren.
SMS er på samme tid et simpelt og et effektivt kommunikationsmedium. Som det fremgår af ovenstående, er det tilgængeligt både fra tastaturet på en almindelig mobiltelefon og fra en almindelig computer med GSM-kort, og teknologien kræver hverken særlige forudsætninger eller færdigheder Med et minimum af tilpasning kan døvblinde mennesker således anvende almindelig teknologi, som er på markedet i dag, til at kommunikere med hinanden og med seende og hørende.