Diagnose (tekst)

Start-skilt

Da Raziye som barn fik sin diagnose, blev hun meget vred og bitter. Hun kunne slet ikke forstå, hvorfor hendes forældre havde sat hende i verden.

Da hun selv blev gravid, var hun derfor indstillet på, at barnet skulle fjernes, hvis der var den mindste risiko for, at hun kunne få et barn med Usher.

Selvom Raziye synes, at hun har et dejligt liv, ønsker hun ikke for andre, at de skal leve med et handicap som hendes.

Billeder

1. Foto af Razzyie, der sidder med vindue – og motorcykel - bag sig, og fortæller interviewer på tegnsprog om sit handicap
2. Igen Razzyie nu med nye tegn. Hendes mand anes til venstre i billedet
3. Samme motiv, nu med Razzyies mands hænder også. Hendes opmærksomhed er henvendt til ham
4. Igen fokus på Razzyie, der nu laver tegnet for ”lille smule”
5. Razzyie sidder med et konsentreret blik på intervieweren

Lyd (Raziye fortæller)

Jeg var vred, vil jeg sige, og bitter. Lidt som om hvorfor lige mig? Hvorfor har mine forældre ikke tænkt på, at jeg kunne få den sygdom, det handicap? På den anden side kan man sige, mine forældre de er fra Tyrkiet, så den type for lægehjælp og beskyttelse har de ikke haft, så man kan sige, hvor skulle de vide det fra, mine forældre er fætter og kusine så… jamen selvfølgelig. Så jeg kan jo ikke bare skyde skylden på dem.

Men i Danmark ved man jo noget mere, og man kan noget hjælp og sådan. Så tiden er jo også gået og jeg accepterer det jo også – det gør jeg jo den i dag. Og i forhold til hvis jeg havde mistet hænderne eller sad i en kørestol, jamen så har jeg det jo godt.

Jeg har jo altid vidst, at jeg har synsproblemer, det har jeg jo altid vidst, men det er først nu, at jeg ligesom er begyndt at forstå, hvilke problemer, der egentlig ligger i det. Som elev og i skoletiden var det vel omkring 4. klasse, at begyndte at blive bevidst og forstå, at jeg havde det her synshandicap og begyndte at forstå, hvad det betød for mig.