Alternativ kommunikation (tekst) 

Start-skilt

Raziye har altid været meget interesseret i at fotografere, faktisk har hun altid drømt om at blive fotograf. Synsnedsættelsen gør det dog umuligt for hende at arbejde i mørkekammer.

Fotografering er foreløbigt den eneste hobby, som hun har måttet lægge på hylden.

Billeder

1. Udsnit af barnets ansigt, øjnene fokuserer på Razzyies hænder
2. Fokus på sutter, mobiler m.v.
3. Razzyie til venstre i billedet, peger med et smil/grin på sin mand, der ses med ryggen til og barnet på skødet

Lyd (Raziye fortæller)

Jeg har jo heller ikke fået træning i det, kan man sige, så jeg forstår jo ikke rigtigt noget. Så det vigtigste er med lys og så eventuelt, hvis det er udenfor så lige bruge mobilen til lige at lave lidt lys med. Og så på den vis tale i lysets skær.

Men ellers er det meget lidt, men det kunne da være rart at kunne nogle taktile tegn og sådan noget, før det måske bliver værre.  Men vi tager det, som et kommer, må vi jo sige.

Fordi hvem ved? Hvem ved, om jeg bliver blind? Bliver jeg det som 80-årig eller hvad? For så er jeg jo alligevel på plejehjem. Så det …man kan sige jamen altså. Den tid den sorg.

Det er ikke sådan, at jeg nu går og tænker ”gud ja hvad nu hvis…?” og sådan. Sådan er livet, lige nu er det vores barn, der er det vigtige og mit arbejde og sådan noget. Det er det, vi må tage det, som det kommer.

Og så fremtiden - den er der jo ikke rigtig nogen, der kan forudsige. Hvad siger forskerne? Hvad siger videnskaben? Det er slet ikke til at vide, så vi må se.