Videnscentret for Døvblindblevne
Litteratursøgning

Valid XHTML 1.0 Transitional  spacer Valid CSS!

Vennerne (tekst) 

 

Start-skilt

Raziye vil ikke lade sin dagligdag præge af udsigten til, at hun med tiden vil få en alvorlig synsnedsættelse. ”Måske kommer den først, når jeg er 80 år. Så det tager vi, som det kommer,” siger hun.

Hun kan godt se fordele i alternative kommunikationsformer som taktilt tegnsprog, men er endnu ikke begyndt at øve sig på det.

Billeder

  1. Razzyie med barnet på skødet og hænderne løftet, hendes mand sidder til højre i billedet og ses bagfra.
  2. Barnet med sine hænder i Razzyies hænder.
  3. Razzyie til venstre i billedet, sidder med barnet og forsøger at kommunikere via taktilt tegnsprog.
  4. Barnet sidder med blikket på hænderne.
  5. Hele familien samlet; Razzyie med barnet på skødet, hendes mand til i midten og den lille gravhund til højre.
  6. Gravhunden ses med legetøj i munden. Ryster legetøjet så hurtigt, at denne del af billedet er lidt utydelig.

Lyd (Raziye fortæller)

De accepterede det, da de fik det at vide i sin tid, selvfølgelig var det sådan, det var. Det var sådan jeg forklarede det stille og roligt, ikke sådan noget med, at nu skulle det være en alvorlig sag, og det tog de bare.

Der var så også et tidspunkt, hvor jeg oplevede sammen med Torbens venner, vi var hjemme hos dem, der var sådan meget hvidt, og vennerne havde så hvide t-shirts på, og vi sad så og så noget fjernsyn derhenne.

Der kom ligesom en hånd hele tid, og jeg reagerede overhovedet ikke, selvom det var dagslys. Jeg var simpelt hen nødt til at fokusere på det der tv, fordi alt det der hvide, det faldt helt ind i baggrunden ... hvor jeg sådan blev gjort bekendt med det: ”Nåh ignorerer du mig?” fik jeg sådan at vide, ”Gud nej jeg har slet ikke set dig”, ”Nåh men jeg har siddet og viftet af dig hele tiden”, og hvor jeg slet ikke har været opmærksom på det, jeg har slet ikke opdaget det.

Så måtte jeg jo sige, det må du undskylde, men jeg har et synsproblem. ”Nej du har da ikke, hvad er det for noget pjat?” ”Jamen det har jeg altså, bare prøv at spørge Torben”. Hvor han så også måtte forklare det, og hvor man kan sige, så forstod de det bedre.