Skoletiden (tekst) 

Start-skilt

Mias skolegang har til tider været vanskelig. Blandt døve og hørehæmmede børn på Aalborgskolen følte hun sig ofte anderledes, fordi hun også havde problemer med synet.

Billeder

1. Skilt på græsplæne, hvor der står Aalborgskolen. Specialskole
2. Glaskuppel i vindue i hjemmets stue, med et par dråber af glas på størrelse med blommer, den ene gennemsigtig som kuplen, den anden mørk
3. Englefigur, der ligger og svæver i glasbeholder
4. Busstoppested
5. To trolde i vindueskarm, den til venstre står og smiler, den anden ligger og griner
6. Utydeligt billede gennem forrude i bil, hvor man skimter vinduesviskere og andre biler gennem regnen

Lyd (Mia fortæller)

Vi var ikke så mange altså, men det var jo også igen lidt svært, når så man skulle kigge op på tavlen. Jeg kunne ikke rigtig, jo jeg kunne godt se, at der var noget deroppe, men jeg kunne ikke læse, hvad det var.

Men så var jeg så heldig, jeg var til en masse undersøgelser og prøvede forskellige hjælpemidler, og så fik jeg jo så noget, der hedder CCTV, sådan en hvor man lægger en bog ind og så forstørrer op.

Og da havde jeg også en kikkert, så jeg kunne kigge op på tavlen og som kom ned på skærmen, og det var jeg jo egentlig glad for, fordi så kunne jeg se, hvad der foregik oppe på tavlen, men det var også umuligt en gang imellem, hvis læreren flyttede sig, eller hvis hun skrev mere, så skulle man først til at finde det. Så nogen gange, så opgav jeg at følge med, fordi så blev jeg forvirret og syntes, at det var for indviklet.

Men det var jeg glad for på Aalborgskolen, og så startede jeg så på efterskole et års tid, men det var sådan en helt anden verden med hørende. Ikke tegnsprogsmiljø eller døveverden.  Men jeg gik der så et års tid og kom så hjem igen, og så startede jeg så på heldagsskolen for voksne oppe i Vodskov for at lære noget mere dansk, skriftligt og … for det havde jeg ikke rigtigt nået – jo selvfølgelig havde jeg haft det i folkeskolen, men jeg havde ikke rigtig fået den hjælp til det, som jeg havde brug for.

Så var jeg der og så kom jeg på … skolen for voksne ovre i Nørresundby på Studievej og var der i to år, og var utrolig glad for at være der, fordi man følte sig tryg og man følte sig ens med alle andre og accepteret. Fordi igen alle havde en form for handicap. Nogen havde svært ved at læse, eller nogen havde svært ved at skrive, og man havde jo selv sine to handicap.