Ungdommen (tekst)

Start-skilt

Som barn følte Dorthe sig præcis som de andre døve børn, men med tiden blev hun klar over, at hun havde problemer med synet.

I dag er Dorthe blind på det venstre øje og har et synsfelt på 1-3 grader på højre øje.

Billeder

1. Udsigt fra vindue i *Dorthes lejlighed, forrest parkeringsplads med et par biler, en lys og en mørk, en etageejendom overfor bag hæk. Den højre halvdel af billedet er set gennem forstørrelsesspejl, der gengiver nævnte motiv spejlvendt.
2. To sorte giraffer som silhuet i samme vindue. Over girafferne ses forstørrelsesglas som en sort cirkel med uskarphed gennem glasset.
3. Snit af to palmeblade, der delvist går ind over hinanden.
4. Dorthe foran vindue med altan i baggrunden. Dorthe fortæller på tegnsprog.
5. Dorthe kigger ud af fra altanen, over skuldrene har hun et hjemmehæklet sjal.
6. Ur, der viser klokke, temperatur osv. i vindueskarmen.
7. Samling af smykker, det ene med en stor sten, som ligger forrest i billedet.
8. Et par bygninger, den venstre, som ligger bagerst, er en højere etageejendom, den til højre er et ældre byhus med få etager. Foran bygninger står nogle træer.
9. Foto af  rundt skilt, hvorpå der står: Døvblind. Skiltet er ca. 5 cm i diameter og beregnet til at sætte på tøjet.

Lyd (Dorthe fortæller)

Altså hele min barndom eller indtil jeg blev de der 23 år, følte jeg mig ligesom enhver anden. Jeg kunne ikke mærke noget, men jeg kunne bare ikke komme ud om aftenen. Altså jeg kunne ikke se i mørke, men jeg tænkte ikke så meget over det. Jeg troede bare, jamen sådan var det.
 
Så en dag da jeg var de her 23, da var jeg ude og cykle sammen med nogen unge mennesker fra ungdomsklubben og skulle så hjem, og så lige pludselig standsede jeg, jeg kunne ikke se noget som helst.  Selvom der var gadelys og lys på cyklen, men alligevel så kunne jeg bare ikke se noget, så jeg var nødt til at standse. Det blev jeg rigtig bange over og undrede mig også.
 
I den periode var jeg arbejdsløs og fik udbetalt bistandshjælp. Det var så derfor, at min sagsbehandler bad mig om at komme for at snakke om min fremtid, for jeg kunne jo ikke blive ved med at være arbejdsløs. Så han spurgte mig om sygdom og så videre, om jeg skulle have lidt ekstra, hvis jeg havde ekstraudgifter til måske medicin og sådan noget. Jeg sagde nej, jeg havde ikke nogen sygdom, men så nævnte jeg det her med, at jeg troede, at jeg havde noget med mine øjne. Så han bad mig tage ind på Odense Universitetshospital.

Der var to læger, som undersøgte mine øjne. De sagde bare, at det var fint. De sagde ikke noget direkte til mig, altså hvad det var, hvad der var galt eller noget, og det undrede jeg mig lidt over.

Så nogle dage senere, da skulle jeg ned til sagsbehandleren igen, og sagsbehandleren han fortalte så, at jeg havde RP. Fra starten da forstod jeg ikke rigtigt, RP hvad er det for noget? Så forklarede han om den her sygdom, hvad den betyder. Så spurgte jeg: ”Betyder det, betyder det, at jeg ender ligesom dig?” For han var jo også selv blind. Og han sagde: ”Ja på en måde, men langsomt.” Altså at det ville gå langsomt ned ad med mit syn.