Krisen (tekst)

Start-skilt

Dorte var langt nede efter at have fået sin diagnose, men hun byggede langsomt sig selv op og kastede sig ud i en uddannelse som håndarbejdslærer.

Hun fandt ligeledes overskud til at tilgive sine forældre, at de ikke havde fortalt hende om den fremtid som lå foran hende som døv med alvorlige synsproblemer.

Billeder

1. Dorthe med ansigtet rettet imod kontaktpersonen, opmærksom på hvad der bliver fortalt taktilt.
2. Sofa i stuen. På den ligger en meget flot hjemmestrikket, stribet sweater. Under sengen nogle runde metaldimser til brug ved motionsapparat.
3. Dorthes hænder hviler på hjemmestrikket sjal. Til højre er kontaktpersonens hånd – under den ene af hendes.
4. Motionscykel med tæller. Står foran vindue på terrassen med udsyn over området.
5. To personer med ryggen til fotografen. De sidder på en strand, til venstre en kvinde – til højre en mand. Bag kvinden ligger en lille rygsæk. Kvinden har en lammeskindsvest på.
6. Flot nærfoto af et spindelvæv med dug på trådene. Bag ved anes et hvidt havebord med bænk og en masse græs/buske.
7. Solnedgang over havet.
   

Lyd (Dorthe fortæller)

Jeg havde en kæreste på det tidspunkt, og jeg sagde til ham: ”En dag kan jeg ikke se tv, og en dag kan jeg ikke komme i biografen, en dag kan jeg ikke læse avisen mere.” Og min kæreste sagde: ”Stop det gider jeg ikke at snakke med dig om.” ”Jamen jeg har brug for støtte, jeg har brug for at snakke om det her. Snakke om hvad jeg skal gøre i fremtiden, og hvordan det kommer til at se ud.”

Så begyndte jeg på Husflidshøjskolen i Kerteminde, og der fik jeg, hvad skal man sige, noget mere selvtillid og mod og sagde direkte til alle mine klassekammerater: ”Jeg har synsproblemer”, og mine klassekammerater de forstod det godt, og de tog hensyn til mig og gjorde mig opmærksom, hvis der var et eller andet, som jeg ikke lige så. Det var en stor støtte.

Til sidst sagde jeg til min kæreste: ”Nu stopper vi med vores forhold”.

Min familie altså mine forældre, de vidste det godt. De havde vidst det, siden jeg var lille, men har aldrig fortalt det. Da jeg fik det at vide, eller da jeg fik den her diagnose, spurgte jeg min søster: ”Jane det kan være, at du har det samme. Så hun kontaktede også en øjenlæge med det samme, og hun fik den samme besked, at hun også havde RP.

Så snakkede min lillesøster og mig med mine forældre, om de vidste det.  Det måtte de så indrømme, ja det vidste de godt. Så spurgte vi, hvorfor de ikke havde fortalt det. Så svarede de, at de ikke havde fået informationer om, hvad retinitis pigmentosa var. Den gang… ligesom der er i dag altså i dag er der gode oplysninger og gode vejledninger og der er foreninger og så videre. Det var der ikke dengang.

Så det var lidt svært for mine forældre at fortælle det til os.