Taktil bogstavering på australsk: "Øg hastigheden, hold det enkelt"

Ved verdenskonferencen om døvblindhed i Australien september 2007 holdt Sven Topp, som er formand for Australian Deafblind Council (sammenslutningen af australske døvblindeorganisationer), en forelæsning om sit kommunikationssystem. Han anvender et system, som tager udgangspunkt i det australske håndalfabet, men som han har udvidet med en lang række "genveje", som sætter hastigheden betydeligt op. Vi bringer her hele hans forelæsning, som havde titlen "Øg hastigheden, hold det enkelt".

Indledning

At lære at modtage taktil bogstavering minder meget om at lære at læse. Først koncentrerer du dig om hvert enkelt bogstav, indtil du bliver god til at genkende det. Derefter går du videre med kombinationer eller ord, og til sidst lærer du sætninger og grammatisk syntaks. Men disse er blot de fysiske aspekter, der går igen ved enhver form for menneskelig kommunikation. Det er min hensigt at få dig til at tage et skridt videre i retning af forståelsen af de fine detaljer inden for de taktile kommunikationsmetoder.

Hvad er bogstavering?

Bogstavering har længe været anvendt i mange forskellige former. Den form, som jeg henviser til som ”taktil bogstavering” (fingerspelling, red.), er udledt af tegnene i håndalfabetet i Auslan (australsk tegnsprog). Det benyttes af australiere, inklusiv mig selv, som enten ikke har tilstrækkeligt syn til at lære et visuelt baseret tegnsprog eller ældre døvblinde personer, som er vokset op med et mere udpræget bogstaveret tegnsprog end det, der findes i dag. Bogstavering - eller brug af håndalfabet - er også almindeligt i Storbritannien.

Nogle af alfabetets tegn er blevet ændret i deres oprindelige visuelle udformning for at sikre en nemmere brug af dem i taktil form, ligesom der er individuelle variationer afhængigt af, om der foretrækkes statiske tegn frem for tegn, der kræver bevægelse.

F.eks. bruges der to forskellige tegn for bogstavet z. Det ene tegn skrives på håndfladen, mens man ved det andet anbringer alle fingerspidserne i en lige række på håndfladen. Denne kommunikationsform er også kendt som “to-hånds alfabet” blandt en række andre betegnelser, som jeg ikke kender til.

Bogstavering er, som navnet antyder, hovedsageligt baseret på stavning af hvert enkelt ord. Der benyttes typisk kun tegn, som repræsenterer alfabetets bogstaver. Grammatik som punktummer og kommaer kan tilføjes, hvis man foretrækker det, men det er ikke noget krav. Når man skal lære at forstå bogstavering, er det ofte nødvendigt med pauser for at kunne skelne mellem et ords begyndelse og slutning, men på højere niveauer er dette normalt ikke tilfældet.

Begrebet bogstavering – du er velkommen til at bruge et hvilket som helst andet begreb – kan anvendes til at beskrive enhver teknisk kommunikation, der hovedsagligt er baseret på brugen af et alfabet. Her i Australien bruger vi engelsk, men alle sprog kan i princippet anvendes som basis for bogstavering, så længe sprogets bogstaver (eller andre mindste elementer) kan omsættes til følbare tegn.

Præcis som det er tilfældet ved enhver anden kommunikationsteknik, er der både fordele og ulemper. Den største fordel ved det taktile bogstaveringssystem er måske dets enkelthed. Da det kun er baseret på 26 bogstaver, er det nemt at huske, også selvom antallet af bogstaver kan variere i henhold til de pågældende grundsprogs alfabet. Enhver kan bruge det, forudsat at de har tilstrækkeligt kendskab til det sprog, der ligger til grund for det. Selv blinde kan anvende det både som modtager og afsender. Bogstavering er heller ikke så påtrængende som visse andre kommunikationsmetoder, som kræver brug af hele kroppen.

Desværre er bogstavering meget langsom. Det kan skabe problemer i visse situationer som f. eks. hos lægen, ved konferencetolkning og på universiteter, hvor hastigheden ikke kan styres af tegnsprogsbrugeren. Da det baseres på stavning, kræver det også et nogenlunde kendskab til det sprog, der benyttes som de grundlæggende byggeklodser (som f. eks. engelsk).

Bogstavering er også blevet beskrevet som “fladt” eller “kedeligt” over for mig af folk, som har haft kortvarig kontakt med systemet. Dette synes ofte at være et synspunkt, som deles af folk, der er mere vant til visuelle sprog og derfor føler sig fortabte, når de ikke kan benytte ansigtsudtryk. Dette systems taktile karakter giver det imidlertid en enestående mulighed for at udtrykke følelser og fremhæve forskellige dele af kommunikationen.

Indførelsen af genveje i det taktile bogstaveringssystem skal udvide systemets fordele samtidigt med, at det skal reducere svaghederne ved det.

Indførelse af genveje i det taktile bogstaveringssystem

Første gang, jeg blev først præsenteret for bogstavering, var i 1993, og udviklingen af genveje begyndte kort derefter. Sharon Barrey Grassick (amerikansk mobilityinstruktør m.m., som nu bor i Australien, red.) er ansvarlig for det første sæt genveje som følge af en forespørgsel fra mig. De allerførste genveje var specielt udformet til at fjerne hyppige gentagelser af almindelige ord som "den”, ”og”, ”hej” og ”farvel”. De fik deres egne særskilte tegn, hovedsageligt taget fra Auslan – herfra også måden at lade et tegn tage udgangspunkt i det pågældende ords første bogstav, som for eksempel to m’er for Mum (mor, red.).

Disse genveje hjalp med at reducere gentagelser ved at nedsætte antallet af meget almindelige ord, som skulle staves helt ud. Det medvirkede også til at øge grundsystemets hurtighed, samtidigt med at kommunikationsteknikken forblev enkel og let at lære. Nybegyndere var mere end velkomne til at støtte sig til de allermest basale tegn.

Da bogstaveringssystemet begyndte at bero mindre på at stave hvert enkelt ord, fik systemet også større interesse for de, som var vant til visuelt baserede sprog. I takt med at bogstaveringssystemet i mindre og mindre grad byggede på, at hvert ord skulle staves helt ud, tog systemet også en mere intuitivt form for de personer, der var vant til visuelt sprog.

Interessant nok er den strenge, engelske syntaks, der tidligere blev anvendt til bogstavering, gået tabt med tiden. Der anvendes en mere komprimeret tilgang ved at inkludere rumlig placering, som ofte beror på, at modtageren er i stand til at udlede ordets betydning ud fra konteksten eller ud fra ordets mere udvidede betydning.   Dette kan anses for både at udgøre en fordel og en svaghed ved det at anvende genveje.

Tingene bliver naturligvis mere komplekse, når man tilføjer flere tegn. Det bliver et slags blandingssprog, som på en enestående måde blander Auslan og engelsk i en taktil form, som kan kommunikeres på tegnsprog og modtages uden at forsinke eller kompromittere kildesproget.

Den taktile bogstaverings “genvejs-metode” er således mere blevet et selvstændigt sprog end bare en kode for engelsk. Den øgede kompleksitet betyder dog, at langt færre er i stand til at anvende og lære det i dets fulde udstrækning.  Personer, der er blinde, synes måske, det er langt sværere at sikre, at placeringen af deres hænder og bevægelser er korrekte.

Genvejssystemet i dag

Når man taler om genveje, og hvorvidt de skal anvendes eller ej, har et vigtigt aspekt altid gjort sig gældende - nemlig altid at sikre, at genvejene er taktilt entydige og let genkendelige. Det er også vigtigt at forstå, at der anvendes meget få grammatiske tegn i fingerstavning.

Derfor er det vigtigt at forsøge at minimere forekomsten af misforståelser, når der anvendes en genvej, som også er en del af et andet ord. Et eksempel herpå er at anvende "ll" for lille (fra punktskrift), som nemt kan misforstås som ordet ”all” (alle, red.), hvis det udføres for hurtigt.

Nogle genveje stammer fra Braille, men der findes mange andre tilgængelige kilder. Auslan i Australien er dog den altovervejende bidragyder, mange af dets tegn kræver kun mindre ændringer for at sikre taktil entydighed. Internet og SMS-forkortelser (Short Message System) anvendes også, som f. eks. i morgen, ‘tomorrow’, der forkortes med "tmw". I de tilfælde, hvor Auslan-tegnene ikke dur, har vi også indlemmet tegn fra andre visuelle sprog som ASL (American Sign Language) og BSL (British Sign Language).

Mange tolke har gennem årene hjulpet med at skabe genveje. Genvejene skabes ofte “her og nu" efter at et særligt ord er blevet gentaget mange gange i en bestemt sammenhæng som f. eks. i forbindelse med lægebesøg. Nogle genveje, som skabes under sådanne forhold, er specifikke for netop den situation, og de skabes ved at ændre lidt på eller ved at tilpasse en allerede eksisterende genvej.

Et godt eksempel er ordet "meningitis", som vises på ”i”-fingeren med 2 korte tryk som ”infektion”. Forskellen mellem “infektion” og ”meningitis” skabes ved at bruge 3 fingre til at danne et ”m” på ”i”-fingeren. Dette gøres frem for at skabe et specifikt tegn for ordet. Nogle gange kasseres genvejene og bruges kun i særlige sammenhænge eller begivenheder. Nogle gange udvikler de sig og ændres ganske lidt.

På nuværende tidspunkt er cirka 1000 genveje i brug. Der er formentlig flere, men det er vanskeligt at fastsætte det nøjagtige antal. Systemet udvides hele tiden, det ændres hele tiden og det udvikler sig for at imødekomme behovene i den situation eller sammenhæng, hvori de bruges. Jeg er begyndt at udarbejde en ordbog over alle de genveje, som aktuelt er i brug, for at hjælpe med at standardisere systemet og derved danne grundlag for en særlig akkreditering af tolke med kendskab til systemet.

Der er ingen egentlige begrænsninger med hensyn til hvem, der kan anvende og lære genveje. Selvfølgelig kan et vist kendskab til visuelt sprog være en hjælp ved dannelsen af genvejene. Men der er masser af plads til nyskabelse og opfindsomhed i forhold til at skabe genveje, som ikke udledes fra andre sprog eller kommunikationsformer.

Lav dine egne

Hvis jeg skulle forsøge at lære dig at bruge alle de genveje, der eksisterer på nuværende tidspunkt, måtte vi blive hængende her i et par dage. Det er også yderst tvivlsomt, om der er nogen, der vil finde dem særligt nyttige, da de er relevante for en meget specifik kommunikationsteknik. Men de grundlæggende begreber, som er udgangspunkt for skabelsen af hver eneste genvej, kan tilpasses og anvendes til en hvilken som helst kommunikationsmetode.

Find en balance

Før du starter med at skabe dine egne genveje, er det vigtigt, at du sikrer dig, at afsenderen og modtageren gensidigt forstår, hvad du vil med din kommunikationsteknik. Hvor kompliceret du ønsker at gøre den, og hvor avanceret du ønsker, den skal være. Du skal huske på, at jo flere genveje der skabes, desto mere skræmmende bliver det at begynde processen med at lære at kommunikere.

Jeg mener, det er vigtigt at sikre, at begyndere altid er vidende om, at de kan læne sig op ad grundsystemet. De, der modtager tegnene, må også være tålmodige, mens de lærer dine særlige sprogbehov.

Taktil entydighed

Når du overvejer at benytte et tegn i et genvejs-system, er det meget vigtigt at tænke på og sikre den taktile entydighed. Det vil sige at sikre, at modtageren entydigt forstår dets taktile følelse. Hvert tegn består af tre komponenter, som skaber en særlig følelse. Det er:

a. Form

Det er selve tegnets form. Den form, som afsenderen skaber ved at placere sine fingre og sin hånd i en særlig stilling.

b.    Position

Placeringen eller udgangspunktet for hvor afsenderens hånd er placeret på modtagerens hånd.

c.    Bevægelse

Retningen på afsenderens hånd og den bevægelse, som tegnet udføres med. Det er typisk på hånden, men det er ikke begrænset til den (nogle tegn udføres på underarmen).

Disse tre særskilte dele bidrager til den enestående følelse hos modtageren, som gør ham/hende i stand til at identificere det tegn, som afsenderen kommunikerer. En tilpasning af en hvilken som helst del af de tre komponenter kan føre til, at et nyt tegn eller en variant af det oprindelige tegn skabes.

Sørg for at det er enkelt

Det er vigtigt, at du sørger for, at dine genveje er enkle. Nogle tegn er flertydige og forstås kun ud fra den kontekst, som de optræder i. Et eksempel på dette kunne være "Computer" og "Comfortable" (”computer” og ”behagelig”), som er nøjagtigt det samme tegn, men deres brug i forskellige sætninger bestemmer hvilken betydning, tegnet har.

Enkelhed er ligeledes yderst vigtig i forhold til bevægelsen i det tegn, du forsøger at skabe. Der er ikke noget værre for en tegnsprogsbruger/tolk end at forsøge at huske en kompleks bevægelse, der kan blive forkert, især når den skal udføres under pres. Der er også en vis vanskelighed forbundet med at forsøge at vedligeholde et konstant tryk, hvis du forsøger at ændre placeringen af din hånd midt i bevægelsen.

Undersøg om det er acceptabelt

Hvis du er afsender, og du lige har skabt en genvej, skal du sikre dig, at modtageren er villig til at bruge den. Det er op til de individuelle modtagere at beslutte, om de føler det behageligt at bruge særlige tegn eller ej. Nogle har ikke noget imod genveje forskellige steder på kroppen, mens andre måske synes, at de tegn, der laves i visse områder, er vanskeligere at mærke. F. eks. er det vanskeligt for mig at skelne detaljer i tegn, når de kommunikeres på min håndryg.

Undersøg at det passer sammen med andre tegn

Vi har et tegn for “check” (kontrollere), og vi har et tegn for "analyse" (analysere). De to ords betydning ligger tæt op ad hinanden, selvom "analyse" normalt er mere dybtgående. Så tegnene er de samme, men man anvender forskellige bevægelser til at vise ordet ”analyse’s” kompleksitet i forhold til ordet check (kontrollere). Andre tegn er hinandens modsætninger som ”før og efter”, ”nat og dag” osv.. Mange af disse tegn skabes samtidigt på samme tid.

Så husk på, at hvis du tænker på at skabe en genvej for et særligt ord som f. eks ”huske”, er det måske en god idé at undersøge, om der et tegn for ”glemme”. Og hvis ikke, kan du måske prøve at skabe tegnet for begge ord, så de kan udtrykke deres indbyrdes modsatte betydning på en taktil måde.

Næste trin...

Efterhånden som dine færdigheder som modtager eller afsender vokser, kan tingene blive mere komplekse. Især når du skifter fra at fokusere på den grundlæggende tolkning af hvert enkelt bogstav til forståelse af ord og til genkendelse af tegn. Man kan blive mere bevidst om og mere modtagelig for mere spidsfindige ting, som kommer frem i det taktilt baserede sprog. Et godt eksempel på dette er at give udtryk for og overføre sindstilstand.

Der kan også udtrykkes andre ting, som f.eks. information om omgivelserne, ved at bruge modtageren som et fysisk referencepunkt. Det er særlig nyttigt ved angivelse af retningsgivende information som f. eks. hvem der taler i en gruppe. Kontekst-følsomhed kan også gå hen og blive et helt automatisk element i brugen af systemet, som kan være et nyttigt redskab til at skabe mange genveje af det samme tegn.

Men.........

når alt kommer til alt, må vi indse og forstå, at de enkelte modtagere er dem, der bestemmer, hvor langt de vil gå, og hvor villige de er til at forsætte. Vi må også forstå, at for nogle er det ikke muligt at nå særlig langt. Hvert enkelt individ har sine egne personlige grænser (hvilket kan være et problem i forbindelse med tegn, der dannes på kroppen), og man må respektere deres rum.

Som modtagere må vi også forstå, at mens vores uafhængighed og individualitet i kommunikationen er vigtig, så er det også nødvendigt at standardisere en slags ”grundform” af systemet, hvis det skal være realistisk at have dygtige tolke som anvender vores ønskede kommunikationsmetoder. Det kan føre til et akkrediteringssystem og sikre, at vi får en tilfredsstillende kvalitet i kommunikationen. 

 

Sven Topp