Diagnose (tekst)

Start-skilt

Eva Olesens forældre fik besked om hendes diagnose, da hun var syv år. Som 12-årig fortalte forældrene Eva, at hun også ville få alvorlige problemer med synet. Det skete efter en rædselsfuld cykeltur hjem fra spejder i mørke, hvor Eva måtte stå af og trække hjem efter at være kørt ind i noget.

På grund af forældrenes problemer med tegnsprog fik Eva aldrig hele sandheden at vide af sine forældre.

Billeder

1. Spejlbillede af Eva i vinduesglasset
2. Lille træ lavet af ståltråd og glasperler, står i vindue
3. Eva sidder op ad væg i køkkenet og fortæller (på tegnsprog)
4. Strandroser og hybenbusk
5. Fyrretræ delt i to stammer med solnedgang bagved
6. Hvid sommerfugl med sort mønster og sorte kanter, sidder på blad, set fra siden

Lyd (Eva fortæller)

Da jeg var syv år gammel, altså da jeg begyndte i skole, da fik jeg besked…eller jeg fik ikke besked, men det fik mine forældre. Jeg tror, at jeg 12 år, da fik besked. Jeg var kommet hjem fra spejder om aftenen eller jeg skulle hjem, men jeg kunne ikke rigtig se noget, fordi det var mørkt. Så jeg cyklede og så cyklede jeg ind i noget og stod af og så trak jeg hjem.

Og så spurgte jeg min mor, hvad der var i vejen med mine øjne. Så sagde hun: ”Jamen du er mørkeblind” Altså det forstod jeg jo ikke, hvad det var, fordi jeg kunne godt sådan se tingene. Altså jeg var jo ikke blind. Men min mor opgav så at forklare mig det, fordi det var lidt svært at gå i dybden med det, fordi dengang, da var vi ikke gode til tegnsprog. Så det opgav vi lidt, og så kom jeg på efterskole i Nyborg og der var de fleste jo døve og der var også nogen der havde nogen sysnproblemer, så det var så der, at jeg opdagede, at jeg havde RP og fremover … at jeg så måske ville blive blind senere.

Og det accepterede jeg jo ikke dengang, fordi jeg var ung, og jeg skulle ud og leve livet. Så det der med at acceptere, at man kunne blive blind, det var ikke nemt. Men så gik det jo også godt og så fik jeg en masse venner, der også vidste noget om det der med synet og også havde nogle problemer med synet, men jeg ville stadig ikke acceptere det. Og så arbejdede jeg som syerske i 20 år og der var jeg så nødt til at stoppe, fordi der var problemer med lysforholdene på min arbejdsplads. Det var svært at se farverne og så søgte jeg så om at få førtidspension og det var så der, at jeg kom ind på døvblindeområdet og har været der siden og det har så udviklet sig og jeg har lært meget.