Definition
Siden 1980 har der været en fælles nordisk definition af døvblindhed (se nedenfor). Denne definition er nu blevet revideret af en arbejdsgruppe, som tog sit udgangspunkt i et seminar på Nordisk Uddannelsescenter for Døvblindepersonale i oktober 2004. Den nye definition er bl.a.inspireret af det syn på funktionsnedsættelser, som kommer til udtryk i fx FNs Standardregler for Lige Behandling af Handicappede og WHOs ICF.
Definitionen har ikke fået en formel godkendelse på nordisk plan. På et møde i 2006 i Nordisk Lederforum (for nordiske ledere på døvblindeområdet) blev det anbefalet, at definitionen tages i brug, og den er nu i realiteten taget i anvendelse af fagfeltet flere steder i Norden.
Medlemmerne af arbejdsgruppen var
- Lex Grandia, formand for WFDB (verdensorganisationen af døvblinde)
- Inger Rødbroe, leder af Videnscenter for Døvblindfødte, Danmark
- Lea Hyvärinen, øjenlæge, Finland
- Kerstin Möller, doktorand i handicapvidenskab, Sverige
- Knut Johansen, leder af Andebu Døvblindesenter, Norge
Den nye definition og de tilknyttede kommentarer er udarbejdet på engelsk (se originaludgaven på engelsk). Nedenstående danske version er oversat af Foreningen af Danske DøvBlinde.
Den reviderede definition af døvblindhed
Døvblindhed er en specifik funktionsnedsættelse. Døvblindhed er en kombineret syns- og hørenedsættelse. Den begrænser en persons aktiviteter og forhindrer fuld deltagelse i samfundet i et omfang der kræver, at samfundet tilvejebringer særligt tilrettelagte servicetilbud, tilpasninger af omgivelserne og/eller tekniske hjælpemidler.
Kommentarer til og uddybelse af definitionen:
1. Syn og hørelse er centrale i informationstilegnelse. En nedsættelse af disse to sanser, som overfører information fra afstand, øger derfor behovet for at anvende de sanser, der overfører information fra nært hold (lugt- og smagssanser, føle- og berøringssanser), og for at støtte sig til hukommelsen og anvendelsen af logiske slutninger.
2. Behovet for specifikke tilpasninger af omgivelser og tilbud afhænger af
- Tidspunktet for hvornår døvblindheden er indtrådt i forhold til personens kommunikative udvikling og sprogtilegnelse
- Graden af syns- og hørenedsættelsen
- Om døvblindhed er kombineret med andre funktionsnedsættelser
- Om syns-/hørenedsættelsen er stabil eller progressiv.
3. Et menneske med døvblindhed kan være mere eller mindre funktionshæmmet i forskellige aktiviteter. Det er derfor nødvendigt specifikt at vurdere hver enkelt aktivitet og deltagelse heri. Variation i funktionsniveau og deltagelse kan også være betinget af forhold i omgivelserne samt individuelle, personlige forhold.
4. Døvblindhed medfører varierende behov for at tilpasse alle aktiviteter i et ligeværdigt samspil med omgivelserne - dog i særlig grad:
- Alle former for information
- Social interaktion og kommunikation
- Rumlig orientering og fri bevægelighed
- Dagligdags aktiviteter og krævende næraktiviteter som læsning og skrivning
Et ligeværdigt samspil implicerer, at mennesker med døvblindhed og omgivelserne involveres på lige fod i tilpasningen af aktiviteter. Ansvaret for at dette finder sted påhviler samfundet.
5. En tværfaglig tilgang, som omfatter specifik viden relateret til døvblindhed, er nødvendig i servicetilbud og tilpasning af omgivelserne.
Den tidligere definition (fra 1980)
Den nordiske definition på døvblindhed, som vi hidtil har anvendt herhjemme, lyder:
En person er døvblind, når han har en alvorlig grad af kombineret syns- og høreskade. En del døvblinde er helt døve og blinde. Andre har både syns og hørerester. Kombinationen af handicaps reducerer gensidigt mulighederne for at udnytte eventuelle syn- og hørerester. Dette medfører, at døvblinde ikke uden videre kan drage fordel af tilbud for syns- eller hørehandicappede. Døvblindhed medfører derfor ekstreme vanskeligheder m.h.t. skolegang, videreuddannelse, arbejde, familie og socialt liv samt udelukker fra information og deltagelse i kulturelle aktiviteter.
Døvblindblevne er personer, som først er blevet døvblinde i barne-, ungdoms- eller voksenårene, dvs. efter at de har udviklet en visuel og/eller auditiv referenceramme og et sprog enten tegnsprog eller dansk.
Som definitionen også fremhæver, reducerer kombinationen af de to funktionsnedsættelser mulighederne for at udnytte en eventuel syns- eller hørerest. Hvis en person f.eks. "kun" er hørehandicappet, kan pågældende til en vis grad kompensere for sit høretab ved hjælp af mundaflæsning. Den mulighed har døvblindblevne kun i meget begrænset omfang.
Døvblindhed er derfor et specifikt og selvstændigt handicap, hvilket indebærer, at døvblindblevne har behov for særlige hjælpeforanstaltninger tilpasset specielt til dem. Det gælder ikke mindst på områder som kommunikation, adgang til information og nyheder samt orientering i omgivelserne.