Videnscentret for Døvblindblevne

Nyhedsmail oktober 2009

Siden sidst på www.dbcent.dk (udsendt 3. november)

Oktober måned har især stået i opfindelsernes tegn på Videnscentret for Døvblindblevnes hjemmeside. Klik på linkene for at læse mere.

Lorm med trykluft
En tysk opfindelse, der skriver taktile bogstaver fra LORM-alfabetet eller almindelige store bogstaver vha. et sindrigt trykluftsystem. "The Lormer" sluttes til en computer og giver ifølge opfinderen således døvblinde mennesker, som ikke kan læse punktskrift, mulighed for at læse elektroniske tekster og hjemmesider. Med videoklip af systemet i anvendelse.

At se med tungen
En opfindelse er på vej på markedet i USA, som vha. svage elektriske signaler omsætter visuel information til et følbart billede på tungen. Systemet skulle gøre blinde i stand til at navigere udenom forhindringer.

Genterapi mod nethindesygdom giver resultat
Amerikanske, belgiske og italienske forskere har haft held med en behandling med genterapi af øjensygdommen Leber medfødte amaurose, som bl.a. rammer nethinden. Alle 12 forsøgspersoner har opnået forbedring af synet. De fem børn i gruppen (i alderen 8 til 17 år) opnåede den største virkning.

Radio med undertekster i punktskrift
"Gå indendøre og lyt til radioen!" Sådan lyder det officielle råd i en nødsituation. Men hvad nu, hvis man ikke kan høre radio? I USA arbejder man i flere projekter på at løse dette, ved at sende tekst ud sammen med radiosignalet - tekst, som enten kan læses på en lille skærm eller på en punktskriftlæseliste, hvis man heller ikke kan se.

Månedens læsetip: 17 syndromer og sygdomme, der kan føre til erhvervet døvblindhed
Dette kompendium indeholder - som titlen antyder - korte beskrivelser af 17 syndromer og sygdomme, som kan føre til erhvervet døvblindhed. Beskrivelsen har særlig vægt på høre- og synsproblemerne, på evt. andre symptomer samt på arvegangen. Professor Lisbeth Tranebjærg har gennemlæst og revideret beskrivelserne, så de afspejler den mest opdaterede viden. 

Med venlig hilsen,

Videnscentret for Døvblindblevne

Hvis du ikke ønsker at modtage denne mail fremover, kan du blot besvare den med ordet "frameld" i titelfeltet. På kontaktsiden på www.dbcent.dk kan man også både fra- og tilmelde sig servicen.